AALBORG / HJØRRING: Det var ikke en virksomhedsoverdragelse, da Aalborg og Hjørring kommuner tilbage i foråret 2015 ansatte dele af personalet, da det private plejefirma Kærkommen gik konkurs. Det har Vestre Landsret afgjort i en retssag anlagt af blandt andre FOA mod Lønmodtagernes Garantifond, som nu pålægges at dække medarbejdernes løntilgodehavender fra tiden før konkursen.

Kærkommen var landets største private plejefirma, og alene derfor vakte konkursen opmærksomhed. Men opmærksomheden skyldtes også en efterfølgende strid om, hvem der skulle betale medarbejdernes tilgodehavende løn fra tiden før konkursen.

Det spørgsmål har lige siden ligget som en dyne over alle plejekonkurser også i andre kommuner, fordi kommunerne risikerede at skulle dække den løn, medarbejderne havde til gode fra tiden før konkursen. Det fik kommunerne til generelt at være tilbageholdende med at overtage medarbejderne, som så oveni at deres arbejdsplads gik konkurs, også blev ramt af, at de ikke kunne få det tilsvarende arbejde med kommunen som arbejdsgiver.

Fænomenet kaldes i fagpolitisk jargon 'brændemærkning', og det har haft stor bevågenhed både fra fagforeninger på området og fra politisk hold. Et 'serviceeftersyn' af reglerne for udbud af ældrepleje forestået af indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), ældreminister Thyra Frank (LA) og innovationsminister Sophie Løhde måtte dog henvise lige præcis spørgsmålet om virksomhedsoverdragelse eller ej til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), der af samme grund blev kaldt i samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Sagen kom dog aldrig frem til en endelig politisk afklaring. I stedet fastslår Vestre Landsret nu, at selvom Aalborg og Hjørring kommuner overtog en pæn del af det konkursramte plejefirmas ansatte, så opgaverne hjemme hos de ældre stadig kunne udføres, så var det ikke det samme som en virksomhedsoverdragelse med en række medfølgende forpligtelser.

Dommen lægger blandt andet vægt på, at kommunerne ikke overtog ledende medarbejdere fra Kærkommen, men selv havde eller etablerede en ledelse, der kunne disponere det nye personale til opgaverne. Desuden var det under halvdelen af det konkursramte firmas personale, der fik lignende job i kommunerne efter konkursen.

Sagen i Vestre Landsret var en flerleddet konstruktion med FOA og Dansk Sygeplejeråd på den ene side og Lønmodtagernes Garantifond på den anden, og med de to kommuner i en slags dobbeltrolle. Dels havde de samme interesse som fagforeningerne i at få Lønmodtagernes Garantifond dømt, dels havde de samme interesse som Lønmodtagernes Garantifond i at slippe for at betale den tilgodehavende løn. Til overflod var også KL involveret som støtte for de to kommuner.

Foruden at betale løntilgodehavendet for det konkursramte firmas daværende medarbejdere er Lønmodtagernes Garantifond også dømt til at betale sagomkostninger for ikke alene sagsøgerne, men også for kommunerne, fordi, som det hedder i dommen, 'det må bero på Lønmodtagernes Garantifonds afvisning af kravene, at kommunerne er medsagsøgt'. Samlet udgift ca. 1,7 mio. kr.

Oveni kommer Lønmodtagernes Garantifonds sagsomkostninger for sig selv. Løntilgodehavenderne, som også skal udredes, er ikke i dommen opgjort med et beløb.

Læs dommen.