For at få klarere retningslinjer har Ankestyrelsen afgjort fem spørgsmål vedrørende bevilling af el-køretøjer til personer med nedsat fysisk eller psykisk evne. For hvornår kan de ses som et hjælpemiddel, og hvornår er det et forbrugsgode?

Der skelnes mellem de to, ved at et hjælpemiddel er fremstillet med henblik på at afhjælpe nedsat funktionsevne i hverdagen. Forbrugsgodet er til gengæld fremstillet med 'bredt henblik på sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe', formulerer Ankestyrelsen det.

Men her kan der opstå en gråzone. I hvert fald bruger Ankestyrelsen tre forskellige muligheder i sine vurderinger af de fem afgjorte sager: To stadfæster kommunens afgørelser, to ændrer kommunens afgørelser, og en hjemviser sagen til kommunen igen.

I de fem sager har Ankestyrelsen set på borgernes helbredsmæssige forhold, muligheder for forbedring/forværring, og hvordan et hjælpemiddel kan forbedre muligheden for at færdes i nærområdet. Det sidste punkt ses om væsentlighedsvurdering, hvor Ankestyrelsen præciserer, at følgende skal indgå:

borgerens helbredsmæssige forhold
borgerens behov for et køretøj til transport i nærområdet
borgerens evne til at færdes forsvarligt på det søgte køretøj

I de konkrete sager ser Ankestyrelsen på borgernes fysiske evner i forhold til gevinsten ved at få et hjælpemiddel. Den vurderer både henholdsvis, at en borger er i stand til at benytte offentlig transport, og derfor ikke har ret til et el-køretøj, mens en borger i en anden af sagerne vil blive selvhjulpen med et køretøj og derfor bevilges det.

Den nye praksis er formuleret i en principafgørelse, der erstatter en række tidligere.

Ny praksis skal give klarere retningslinjer for hjælpemidler