DK Indkøb

Patientjournalsystem fejlramt efter opdatering

Læger på Region Syddanmarks sygehuse advaret om 'patientkritiske fejl'
21. DEC 2016 6.45

SYDDANMARK: En opdatering af patientjournalsystemet Cosmic har i sidste uge og denne uge betydet at patienterne på Region Syddanmarks sygehuse har været i risiko for at blive fejlbehandlet, skriver Fyens Stiftstidende. Det fremgår af en række interne notater, som er sendt til alle læger og sygeplejersker på sygehusene, skriver avisen.

Cosmic indeholder livsvigtige informationer om patienternes sygdomme, symptomer og medicin og første notat om problemerne blev sendt i mail til medarbejderne i torsdags med en besked om, at der var 'fundet fejl i Cosmic, der giver stor risiko for, at der dokumenteres på forkerte patienter'.

Siden fulgte fire notater, hvor fejlene blandt andet kaldes 'patientkritiske', og hvor det fremgår at fejlene indebar en potentiel risiko for fejlbehandlinger.

Lille risiko
Sygehusdirektør for Odense Universitetshospital, Niels Nørgaard Pedersen, bekræfter advarslerne til lægerne og sygeplejerskerne. Han betegner risikoen for patienterne som lille, men fortæller dog, at der nu skal foretages en større stikprøvekontrol på alle regionens sygehuse.

- Vi har foretaget nogle stikprøver nogle steder og er også i gang med at lave en større stikprøve på alle regionens sygehuse for at sikre os, at vurderingen af, at der ikke er sket fejl, er rigtig, siger han.

Direktør for leverandøren CGI Danmark, Martin Pedersen, understreger, at man arbejder for at minimere fejlene.

- Vi skal selvfølgelig få rettet de fejl, der er opstået. Og så skal vi have forbedret vores testprocesser, så vi sikrer os, at der ikke sker sådan noget her igen ved fremtidige opdateringer, siger han.

mk

 

https://www.dkindkob.dkartikel/patientjournalsystem-fejlramt-efter-opdatering