DK Indkøb

Vejdirektoratet mangler penge til at fjerne betonlåg efter dødsulykke

Transportministeren har ingen planer om at finde de otte mio. kr., der skal bruges for at fjerne særligt betonlåg på autoværn, som var skyld i dødsulykke på Motorring 3 sidste år.

Det trækker i langdrag med at få fjernet de buede betonlåg, der ligger oven på midterautoværnet på knap 11 km af Motorring 3 i hovedstadsområdet, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Beslutningen om at fjerne de løst liggende betonlåg, som aldrig er blevet testet, blev truffet af Vejdirektoratet efter en dødsulykke på strækningen den 3. august sidste år. Her blev en kvindelig bilist dræbt af betonfragmenter fra et af lågene, da en lastbil kørte ind i autoværnet.

Efterfølgende gennemførte Vejdirektoratet med hjælp fra rådgivningsfirmaet Rambøll en række analyser af ulykken og det såkaldte New Jersey-autoværn - også kaldet NJ-autoværn. Denne type autoværn findes på tre motorvejsstrækninger i Danmark.

Ud over M3 drejer det sig om nogle kortere strækninger på Holbækmotorvejen (M11) og Helsingørmotorvejen (M14).

Men de buede betonlåg findes kun på M3-strækningen. De blev i sin tid valgt af æstetiske grunde og for at skjule terrænforskelle.

I kølvandet på analysen afleverede Vejdirektoratet den 15. december 2020 et sammenfattende notat til Transportministeriet. Her lød konklusionen:

"Vejdirektoratet har analyseret ulykken og er ud fra en samlet vurdering kommet frem til, at fjernelse af lågene på NJ-autoværnet på M3 bør indarbejdes og prioriteres i den løbende vedligehold og udskiftning af ikke tidssvarende autoværn."

Ingen planer om at finde pengene

Men i skrivende stund ligger betonlågene stadig på M3, og det er uvist, hvornår de bliver fjernet. Forklaringen er pengemangel.

- Vores nuværende driftsbevilling kan ikke rumme den omkostning på knap otte mio. kr., som vi vurderer, det vil koste at fjerne lågene nu og her. Derfor indarbejdes fjernelsen i det løbende vedligehold og udskiftning af autoværnene. Vi kan dog ikke pt. sige præcis, hvornår alle lågene er fjernet, skriver afdelingsleder i Vejdirektoratet Michael Aakjer Nielsen i en mail til Licitationen.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) har ingen planer om at finde de otte mio. kr. til den statslige vejmyndighed.

- Vejdirektoratet har ansvaret for, at det er sikkert at køre på vores veje. De har i forbindelse med den tragiske ulykke sidste år lavet en meget grundig analyse af problematikken omkring betonlågene, hvor de også har inddraget uvildige eksperter. Den samlede vurdering er, at lågene skal fjernes, og dette vil ske i forbindelse med den løbende vedligeholdelse, lyder det kortfattet i et skriftligt svar fra transportministeren til Licitationen.

amp

https://www.dkindkob.dkartikel/vejdirektoratet-mangler-penge-til-at-fjerne-betonlaag-efter-doedsulykke