DK Indkøb

Vinge-rådgiver opfordrede selv til ny kontrakt

Per Bendix, Frederikssund Kommunes rådgiver på byprojektet i Vinge, gjorde skriftligt opmærksom på, at parternes kontrakt stod til at udløbe
19. MAR 2018 5.14

FREDERIKSSUND: Kommunaldirektør i Frederikssunds Kommune, Ole Jacobsen, måtte i sidste uge stå frem og erkende, at samarbejdet med et rådgiverfirma om udviklingen af Vinge Centrum fortsatte i op til to år efter parternes kontrakt udløb. Dermed brød kommunen loven, har kommunaldirektøren i den forbindelse erkendt.

Men nu oplyser Per Bendix, der ejer Bendix Consult, at han selv per mail gjorde Frederikssund Kommune opmærksom på, at parternes kontrakt stod til at løbe ud, og burde forlænges, skriver Frederiksborg Amtsavis.

Den 15. december 2015 skrev Per Bendix nemlig personligt en e-mail, som avisen har modtaget kopi af, til tidligere teknisk direktør i Frederikssund Kommune, Claus Steen Madsen, som Per Bendix bad forholde sig til det snarlige kontraktudløb.

- Jeg fik efterfølgende en telefonisk besked, om at man ikke ville forny aftalen, men i stedet lave en helt ny. Det accepterede jeg, men jeg hørte aldrig mere, og herfra fortsatte vi samarbejdet uden en kontrakt, siger Per Bendix og forklarer, at han månedligt fakturerer, 'så kommunen havde løbende mulighed for at tage stilling til de kontraktlige forhold'.

Kommunaldirektøren forklarede ellers i sidste uge, at han først selv blev opmærksom på, at der ikke forelå en kontrakt med rådgiveren i slutningen af 2017, hvor kommunen havde udbetalt knap 8,5 mio. kr. til Bendix Consult, som ellers kun havde kontrakt på rådgivning for 1,4 mio. kr. eksklusiv moms.

- Jeg har ikke personligt været tæt på de kontraktlige forhold omkring rådgivningen, og derfor blev jeg først sent i forløbet klar over, at vi ikke havde nogen skriftlig kontrakt med Bendix Consult, sagde Ole Jacobsen fredag.

Kommunaldirektør Ole Jacobsen har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere. Det samme gælder den tidligere tekniske direktør.

rp

https://www.dkindkob.dkartikel/vinge-rdgiver-opfordrede-selv-til-ny-kontrakt