dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
DI: Private investeringer i affaldsanlæg vælter frem

DI: Private investeringer i affaldsanlæg vælter frem

Krav om ens sortering, og at affaldsbehandling skal udbydes, har ifølge industrien gjort Danmark til et interessant sted at investere.

Store affaldsinvesteringer vælter frem i slipstrømmen på affaldsaftalen fra juni, konstaterer Dansk Industri.

Affaldsaftalen, som et bredt flertal i Folketinget står bag, ensretter sorteringen af affald i de samme ti fraktioner over hele landet, og samtidig får kommunerne pligt til at udbyde håndteringen af det affald, som kan genanvendes. Samtidig bliver der krav om, at 60 pct. af indsamlet plasticaffald skal genanvendes.

Disse elementer i affaldsaftalen har givet sikkerhed for mange investeringer i genanvendelsesløsninger på dansk jord, mener Affalds- og Ressourceindustrien (ARI), en underafdeling under DI. 

Usikkerhed var for stor

Pengene og interessen for at investere i genvindingsteknologi i det private har hele tiden været der, men usikkerheden om affaldsmængderne har været for stor, så mange har valgt at lægge deres investering i andre lande. Nu gør aftalen Danmark til et rigtigt interessant land at bygge sådan noget i, siger Niels Bukholt, chefkonsulent i brancheorganisationen. 

Samtidig har Danmark mange fordele med stor stabilitet og kompetent arbejdskraft, hvilket betyder, at virksomhederne nu kan se fornuft i at investere i Danmark frem for i andre lande, tilføjer han.

Fremtidens udbud af affaldshåndteringen ændrer ikke på miljøkravene, så kommunerne skal stadig kunne dokumentere, hvor og hvordan borgernes affald bliver genanvendt.

Affaldsaftalen betyder også, at eksisterende kommunale anlæg i en overgangsperiode på fem år stadig må ejes af kommuner, men de skal selskabsgøres.

Strid om forbrænding

Op til at aftalen blev indgået, handlede debatten især om, hvorvidt forbrænding af det affald, som ikke kan genbruges, også skulle udbydes, eller om de kommunale selskaber fortsat skulle have eneret på den opgave.

Den diskussion endte med, at klimaminister Dan Jørgensen (S) opgav ønsket om liberalisering. Til gengæld skal KL inden nytår komme med en liste over, hvilke forbrændingsanlæg det miljømæssigt giver mest mening at lukke. Hvis KL's plan ikke lever op til de ønskede kriterier, træder udbudsmodellen i kraft.

Senest har KL for et par uger siden meddelt, at det er for kort frist, og at der derfor kun bliver tale om en foreløbig liste til nytår, mens en endelig liste kan være klar næste sommer.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.