Forsvarsansat afviste PH-lamper som gaver

Tidligere ansat i Forsvaret siger, at tilbygning delvist blev betalt med 450.000 kr. i sorte penge, han gemte på loft.
17. SEP 2020 13.34

En tidligere ansat i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse afviser blankt, at han skulle have modtaget bestikkelse i forbindelse med en tilbygning og renovering af sit hus.

Anklagemyndigheden mener, at han har fået udført håndværksarbejde for 1,7 mio. kr. til ombygningen - penge, der ifølge anklagen blev betalt af virksomheden Kemp & Lauritzen.

Men manden, der havde ansvar for vedligehold af Forsvarets bygninger i en del af Jylland, afviser beskyldningen, da han torsdag afgiver forklaring i Retten i Viborg i den opsigtsvækkende sag.

Til gengæld kommer han med en anden indrømmelse. Han forklarer, at han delvist betalte tilbygningen og ombygningen af huset på Viborg-egnen med sorte penge.

Manden havde 450.000 kr. i kontanter gemt i loftisoleringen – penge, der var sparet sammen til byggeriet, forklarer han. 92.000 kr. stammede ifølge manden fra hans afdøde svigermor.

- De (pengene, red.) skulle ligge brandsikkert, så jeg havde dem liggende mellem lagene af rockwool på loftet, siger han.

Pillede "gaver" ned igen

Manden forklarer, at han indhentede tilbud på byggeriet fra en murer- og tømrermester via sin kontakt hos Kemp & Lauritzen. Men det tilbud, som de to håndværksmestre fremsendte, var ifølge forsvarsmedarbejderen for dyrt. Så kom de sorte penge i spil.

- Det er jo almindelig kendt, at man kan få tingene lidt billigere, når man handler på den måde, siger den tiltalte.

Manden forklarer, at Kemp & Lauritzen skulle stå for blandt andet el-arbejde i forbindelse med tilbygningen. I den forbindelse blev han tilbudt ”gaver” fra sin kontakt hos installationsvirksomheden, forklarer han.

Det var dels PH-lamper, dels en induktionskogeplade. Men han afviste begge dele, forklarer han.

- Han (medarbejderen i Kemp & Lauritzen, red.) sagde, at han havde puttet det ind under en regning til Forsvaret. Det ville jeg ikke være med til, siger den tiltalte. 

PH-lamperne var dog hængt op, så da det gik op for ham, at han ikke skulle betale for dem, pillede han dem ned og returnerede dem, forklarer han. Der falder dom i sagen til november.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard