Befolkningsundersøgelse benytter usikker antistoftest

Kasseret til diagnostisk brug og ikke godkendt til hjemmebrug.

En halv million borgere modtager snart en antistoftest som led i befolkningsundersøgelsen "Vi tester Danmark". Men testen har vist sig at være utilregnelig, ligesom at testkittet ikke er CE-godkendt til, at borgere selv må gennemføre priktesten derhjemme, skriver Politiken.

CE-mærkning er fabrikantens eller importørens angivelse af, at et produkt overholder EU-lovgivningen. De mange test stammer fra april, da Region Hovedstaden købte 1,4 millioner antistoftest fra danske Bestsellers partnerfirma i Kina for over 60 mio. kr.

Men testen fra producenten Livzon viste sig at være for upræcis. Faktisk så upræcis, at de indiske sundhedsmyndigheder helt har valgt at kassere den. Alligevel bliver 500.000 testkits snart sendt ud til folk, så de kan teste sig selv uden fagpersoner til at tjekke resultatet.

- Vi bruger de her test, fordi det er dem, vi har til rådighed, og fordi de kan gennemføres hjemme hos folk selv. Til diagnostisk brug er det enormt vigtigt, at vi har det fuldstændigt rigtige svar, men når vi laver en befolkningsundersøgelse som denne, kan vi leve med, at testen har en lidt lavere præcision, siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut (SSI) til Politiken.

Robert Skov tilføjer, at SSI vil gøre det tydeligt for deltagerne, at resultatet alene giver en indikation på, om de har dannet antistoffer. Det er SSI og regionerne, der står bag undersøgelsen.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard