dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
ARC og lampefirma vil genanvende valgplakater
Valgplakater med Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø (S), er i gang med at blive lavet om til lamper.
Foto: Christine Hansson, Relife Studio

ARC og lampefirma vil genanvende valgplakater

ARC laver forsøg, mens et firma i Hedensted er i fuld gang med at lave borgmesteren om til lamper.

KØBENHAVN / HEDENSTED: Hvor godt kan man genanvende de mange valgplakater af plast, som siden tirsdag er blevet pillet ned? Det vil Amager Ressource Center (ARC), Københavns Kommune, Ragn Sells A/S, HL Print og Relife Studio nu i fællesskab forsøge at finde ud af.

Kommunen har i samarbejde med ARC opstillet 27 midlertidige containere på ARC's i alt ni genbrugsstationer, som indtil 2. december udelukkende skal benyttes til at indsamle plakaterne og genanvende dem.

- Når valgplakater bliver til affald, er der tale om en forholdsvis stor mængde ensartet type affald, som vi har gode muligheder for at få oparbejdet til noget fornuftigt. Det giver rigtig god mening i forhold til ressourcer, miljø og klima og flugter helt med de ambitioner, som hovedparten af de københavnske kandidater har fokuseret på i deres valgkampagner, siger direktør i ARC Jacob H. Simonsen.

Kandidater bliver til lamper

I Hedensted har kommunen indgået et samarbejde med det lokale firma Relife, som laver designerlamper ud af genanvendeligt bølgepap - og nu også af kanalplast, som en del af valgplakaterne er lavet af. Plakaterne indsamles på kommunens genbrugspladser.

- Kommunerne plejer at give penge for at komme af med deres kanalplast, og vi skal ikke have noget for det, så man kan sige, at det vinder vi alle sammen på - også borgeren, siger den ene af de to indehavere, Andreas Petersen, til TV Syd.

For kommunen passer det godt ind i mantraet om at upcycle og genbruge mest muligt, siger erhvervskontakt Morten Christensen, til TV Syd. Flere andre kommuner har også allerede henvendt sig til Relife Studio og tilbudt at levere brugte valgplakater.  

Selv om kandidaternes plakater bliver genanvendt, skal de ikke regne med, at deres ansigt vil blive genkendt i de upcyclede lamper. 

- Men man vil kunne ane det, hvis man ved det, for printet bliver ved med at være der, fortæller den anden indehaver, Christine Hansson, til DK Nyt. 

Der skal op til 35 valgplakater til at lave en færdig lampe.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.