dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Byrådsmedlem sender hundredevis af mails til forvaltning

Borgmester i Fredensborg Thomas Lykke Pedersen (S) er ikke tilfreds med udvalgsformand Thomas Baks (V) mange mailudvekslinger med forvaltningen og har derfor taget det op i økonomiudvalget

FREDENSBORG: I 85 dage fra midten af oktober til januar sendte formand for Trafiksikkerhedsudvalget i Fredensborg Kommune Thomas Bak (V) 386 mails til forvaltningen. Det viser bilagene fra et økonomiudvalgsmøde i januar, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) havde sat de mange mailkorrespondancer på dagsordenen.

Samtidig står Thomas Bak også bag 120 af 396 tråde på Byrådets Portal, der håndterer politiske spørgsmål - og forvaltningens svar.

Den primære modtager af de mange henvendelse er afgående direktør for Miljø, Kommunale Arealer og Digitalisering, Trine Holmberg, og det mener Thomas Bak, der kalder kritikken fejlbehæftet, at der er en naturlig årsag til.

- Ud af 23 mails til kommunaldirektøren er de 11 eksempelvis ping-pong om en kalenderaftale, der skulle flyttes, og for mig er det helt naturligt at sætte Trine Holmberg cc på mails, fordi hun er den ansvarlige direktør for området, siger han til Sjællandske og tilføjer, at det hurtigt kan se voldsomt ud, når hver cc tages med i optællingen.

Overfor dknyt kalder Thomas Bak det for manipulerende og misledende, at der bevidst er set bort fra, at både borgmesteren og formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget Lars Simonsen (R) har haft flere henvendelser til forvaltningen, end han har. 

Han understreger i øvrigt, at han har fået kommunaldirektørens ord for, at ikke en eneste af henvendelserne har været irrelevante.

dknyt har forsøgt at få Thomas Lykke Pedersen til at svare på Thomas Baks indvendinger samt forklare, hvad der kom ud af økonomiudvalgsmødet, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

 

Rettet: Thomas Bak har kontaktet dknyt med yderligere indvendinger i sagen. De er blevet tilføjet artiklen, ligesom overskriften er blevet ændret fra 'Byrådsmedlem spammer forvaltning med mails.'

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.