dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Aarhus vil droppe Office-pakken
Aarhus Kommune vil rive sig fri af Microsoft.
Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters

Aarhus vil droppe Office-pakken

Kulturforvaltningen i Aarhus Kommune arbejder på at udskifte Microsofts programmer. Nu er tiden kommet til Office-pakken.
13. MAJ 2025 13.58

AARHUS: Aarhus Kommunes kulturforvaltning vil ikke længere være afhængig af Microsofts løsninger og kigger nu på mulighederne for at lægge Office-pakken bag sig.

Det skriver Computerworld, efter direktør for Kultur og Borgerservice, Charlotte Storm Gregersen, sidste uge præsenterede kommunens planer under en høring i Folketinget.

- Vi vil gerne ud af den afhængighed, vi har i dag til blandt andet Microsoft og kontorpakken (Microsoft Office, red), sagde hun under høringen.

En dyr fornøjelse

Det er kun blevet dyrere for de offentlige myndigheder, at bruge Microsofts løsninger.

I februar steg den årlige abonnementspris til Microsoft for fire af landets fem regioner. Det betyder, at fx Region Hovedstadens udgifter til den amerikanske techgigant går fra 105 mio. kr. til 120 mio. kr. årligt. Det var kun Region Midtjylland, der slap for prisstigninger.

Version2 kortlagde i starten af 2024 kommunernes udgifter til Microsoft-licenser, der i 2018 var mindst 313 mio. kr. for produkter som bl.a. Word og Outlook. I 2023 var tallet steget til omkring 538 mio. kr.

I januar sendte Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) en ny aftale på over 4 mia. kr. i udbud på kontorpakker til næsten alle danske kommuner, specifikt møntet på Microsofts produkter.

Bred opbakning

Under høringen i Folketinget understregede Charlotte Storm Gregersen, at det er en langsigtet manøvre, der kræver politisk opbakning, hvis kommunerne skal lykkes med at udskifte Microsofts produkter.

Det er nemlig afgørende, når der skal findes alternativer til Microsoft, at en række af de systemer, som medarbejderne anvender, kan kommunikere gnidningsfrit med hinanden - eksempelvis når det gælder kalender og lignende, sagde hun.

I et opslag på LinkedIn skriver Charlotte Storm Gregersen, at der var stor opbakning til, at de amerikanske it-løsninger skal udskiftes:

"Der var bred enighed i salen: Vi skal mindske afhængigheden af de store amerikanske tech-giganter. Det er muligt – og vi skal i gang nu", skriver hun.

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.