dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Amgros købte ind for 67 mio. mindre i 2022
Amgros brugte færre penge på medicin i 2022. (Arkivfoto.)
Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Amgros købte ind for 67 mio. mindre i 2022

Udgifterne til hospitalslægemidler faldt med 0,7 pct. svarende til 67 mio. kr. i 2022. Faldet i udgifter skyldes først og fremmest et fald i udgifterne til cancer og gigt.
24. JAN 2023 14.35

Amgros, der står for indkøb af lægemidler til af lægemidler til de offentlige sygehuse, har opgjort nøgletallene for 2022, der netop er gået. De viser, at vi har indkøbt lægemidler til brug for de offentlige hospitaler for cirka 9,278 mia. kr. Det svarer til et mindre fald på 0,7 pct. i forhold til 2021, hvor vi indkøbte lægemidler for cirka 9,345 mia. kr. Det oplyser indkøbsselskabet i en meddelelse.

Den mest markante udvikling i medicinudgifterne i 2022 ses inden for 'ATC-gruppe L', som indeholder lægemidler til behandling af cancer og gigt. Her er udgifterne faldet med 4,6 pct. i forhold til 2021, hvilket svarer til et fald på cirka 253 millioner kroner. Hvis udgifterne i denne ATC-gruppe var forblevet på samme niveau som i 2021, ville den samlede udvikling i medicinudgifterne i stedet for at falde med 0,7 % i 2022 være landet på en samlet stigning på to pct.

- Når vi dykker ned i tallene for 2022 kan vi se, at det i høj grad er udviklingen inden for lægemidler til brug for cancer og gigt, der er med til at drive den samlede udvikling i medicinudgifterne. Denne gruppe af lægemidler udgør nemlig en meget stor del af de samlede medicinudgifter – ja, faktisk tæt på 60 pct. af det samlede indkøb, som går via Amgros, siger Flemming Sonne, administrerende direktør i Amgros.

Når udgifterne til cancer og gigt faldt en smule i 2022, skyldes det først og fremmest patentudløb, som regionerne hurtigt tilpassede deres indkøb til. På den måde fik regionerne hurtigt udnyttet de lavere priser, som fulgte med patentudløbene.

Selv om cancer og gigt vejer tungt i udgifterne til lægemidler, er der også andre sygdomme, som fylder på vægtskålen. Det fremgår af listen over de 30 mest udgiftstunge lægemidler, hvor man blandt andet finder lægemidler til behandling af øjensygdomme, svær astma samt Covid-19.

Amgros oplyser desuden, at selskabets gennemsnitlige rabatprocent gennem året er steget fra 43 til 46 pct.

amp