
Byggebranchen er en af de helt store CO2-syndere, og der er bred enighed om, at der skal findes nye metoder og byggematerialer for at komme i mål med den grønne omstilling.
Den gode nyhed er, at der blandt fremtidens håndværkere er stor vilje til at bygge mere klimavenligt – den dårlige nyhed er derimod, at der på erhvervsskolerne, hvor de uddannes, ikke er stort nok fokus på bæredygtighed. Det fastslår en ny analyse udarbejdet af Rambøll for Byggeriets Uddannelser, skriver Fagbladet 3F.
Rapporten peger på flere barrierer for at få bæredygtighed til at fylde mere i undervisningen, og her er særligt lærerens rolle afgørende.
På de få erhvervsskoler, hvor der arbejdes målrettet med bæredygtighed og nye materialer, er undervisningen typisk båret af ildsjæle, som har en personlig interesse i den grønne udvikling.
Bør få mere fokus
I Rambøll-analysen er der især fokus på bæredygtighed inden for træfagenes byggeuddannelser, hvor tømrerfaget er det klart største.
- Analysen er et godt afsæt for at få fornyet tømreruddannelsen, så lærlinge og svende fremover kan bidrage til den grønne omstilling. Jeg har en forventning om, at vi kommer til at ændre en del på uddannelsen, og at vi eventuelt får brug for mere uddannelsestid, hvis vi skal sikre, at der fremover både kan bygges med de nuværende og de nye bæredygtige materialer og metoder, siger Morten Lehmann, der er uddannelseskonsulent i 3F Byggegruppen og næstformand i Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse.
Også Ole Gregersen, tømrermester og formand for Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, lægger op til, at der skal mere fokus på bæredygtighed på tømreruddannelsen, og at underviserne skal have nogle opkvalificeringsforløb, så de er klar til at løfte opgaven og få uddannet flere grønne tømrere.
Rapporten fra Rambøll lægger op til, at der allerede i introduktionsforløbet på tømreruddannelsen skal være fokus på bæredygtighed, og at eleverne i den afsluttende svendeprøve skal vise, at de mestrer de teknikker, der bruges i bæredygtigt byggeri.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.