
VIBORG: Den amerikanske it-gigant Apple bygger et af verdens største datacentre i Foulum lidt uden for Viborg.
- Vi er fantastisk glade for udsigterne til de mange nye arbejdspladser og for det boost, som virksomheden vil tilføre os. Det gælder både under etableringsfasen, men også de mange udviklingsmuligheder og afledte effekter, som it-giganten skaber her i området, siger borgmester Torsten Nielsen (K) i en pressemeddelelse.
Byggeriet af datacentret forventes i de kommende år at skabe mange hundrede arbejdspladser.
'Et æble' i turbanen
Desuden kan der i driftsfasen foruden det faste personale også blive skabt flere afledte arbejdspladser.
- Viborg Kommune er med til at skrive danmarkshistorie i dag, så det er klart, at vi er super stolte og glade lige nu, siger Torsten Nielsen, der kalder placeringen for 'et æble' i kommunens turban.
Fra 2016 til 2026 etablerer Apple et nyt mega-datacenter i Foulum otte km uden for Viborg by. Byggeriet bliver den største udenlandske anlægsinvestering, der til dato er placeret i Danmark.
- Vi har haft et godt og tæt samarbejde med Udenrigsministeriets afdeling 'Invest in Denmark', som har varetaget kontakten med Apple i hele forløbet og været afgørende for projektets fremdrift og en meget vigtig medspiller for kommunen.
Genanvendt varme
Ifølge Torsten Nielsen har også mange lokale spillere gjort en uvurderlig indsats:
- Projektet her viser, hvor langt vi kan nå, når vi er vedholdende og står sammen - her tænker jeg særligt på Aarhus Universitet og på Energi Viborg. Der er blevet arbejdet målrettet gennem tre år og under stor fortrolighed, inden den endelige investeringsbeslutning blev truffet, siger han.
De mange servere og computere, der kommer til at stå i datacentret, afgiver meget varme. Normalt forsvinder den overskudsvarme ud i det blå. Men i det kommende center vil lukkede kølesystemer gøre det muligt at genanvende store dele af varmemængden.
Det vil i givet fald ske i samarbejde med Viborg Kommune og Energi Viborg. Apple har gennem længere tid været på udkig flere steder i Europa efter den bedste placering til deres næste datacenter.
6,3 mia. kr.
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) siger til et pressemøde om det nye Apple-datacenter til 6,3 mia. kr.:
- Når centret står færdigt og køreklart, vil det bruge en tredjedel mere strøm end Viborg gør selv. Men det vil blive 100 pct. grønt og bæredygtigt.
- Der er ingen tvivl om, at Apple har valgt at lægge det i Danmark, fordi vi har kunnet give mulighed for en unik og innovativ energiløsning. Det bliver verdens grønneste og verdens mest innovative datacenter, siger ministeren.
På pressemødet kom det frem, at flere danske byer har været i spil. Det har dog ikke været magtpåliggende for ministeren, hvor centret kom til at ligge.
- Vi har arbejdet ud fra de krav, som kom fra Apple, og prøvet at identificere forskellige muligheder i Danmark. Og så er det Apple, der har taget beslutningen ud fra de muligheder, der blev tilbudt, siger Mogens Jensen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.