Om fem måneder, nærmere bestemt tirsdag 1. juli, skal alle private leverandører i ældreplejen kunne levere såkaldt helhedspleje til ældre.
Det vil sige ud over praktisk hjælp som for eksempel rengøring, skal firmaerne også kunne levere personlig pleje og genoptræning, når det skal ske på kommunens regning.
På den baggrund ønsker tre erhvervsorganisationer, at Ældreministeriet snarest muligt melder klart ud, hvad de økonomiske vilkår og faglige krav bliver til de private leverandører. Det skriver Seniormonitor.
- Den 1. juli er i virksomhedernes planlægning lige om lidt. Så det haster i høj grad med, at kommunerne får en rettesnor fra Ældreministeriet om, hvordan de skal agere i forhold til helhedspleje. Og dermed hvad kommunerne kan sige til de private leverandører, siger Alexander Søndergaard, som er underdirektør for politik og analyse i SMVdanmark, til Seniormonitor.
En hastesag
I december 2024 blev ældrereformen stemt igennem i Folketinget, hvor helhedspleje er et centralt element. Nu sidder der så folk i Ældreministeriet og er ved at udarbejde vejledninger til kommunerne om, hvordan den nye lovgivning skal omsættes til virkelighed.
Og det kan kun gå langsomt med at få bekendtgørelser og vejledninger ud, lyder det også fra Dansk Erhverv og Dansk Industri (DI).
- Det haster meget med, at Ældreministeriet kommer med en vejledning til kommunerne om helhedspleje. For vi ved jo, at kommunerne skal finde deres egne fødder først, før de kan være præcise på udbudsmodeller og krav til de private leverandører, siger Jakob Scharff, som er branchedirektør i DI, til Seniormonitor og uddyber:
- Vores indtryk er, at mange kommuner kun lige er gået i gang med at finde ud af, hvordan de vil implementere helhedsplejen. Og det betyder, at de virksomheder, der går i dialog med kommunerne nu, oplever, at de ikke kan få klare svar på, hvad der skal ske fra og med 1. juli. Det giver usikkerhed om økonomien i forhold til at arbejde for kommunerne.
Minister er opmærksom på behovet
Erhvervslivet leverer ældrepleje på kommunens regning for over 15 milliarder kroner om året, viser tal fra Danmarks Statistik.
Seniormonitor har bedt ministeriet om at forholde sig til de tre erhvervsorganisationers kritik og har fået det her svar:
- Vi er fuldt opmærksomme på behovet for vejledningsmateriale. Ældreministeriet er i tæt dialog med de aktører, der skal være med til at gøre reformen til virkelighed.
- Vi er naturligvis alle optaget af, at den politiske aftale om ældrereformen bliver implementeret i rette tid i kommunerne. Derfor er vi også i fuld sving med at udarbejde bekendtgørelser og et omfangsrigt vejledningsmateriale, som forventes færdigt til foråret 2025, skriver afdelingschef i Ældreministeriet Kirsten Hansen til Seniormonitor.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.