dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Forsyningsformand trækker sig efter økonomisk rod
Mathias Hansen er medlem af Odsherred Byråd for Venstre, men trækker sig i forbindelse med økonomisk rod fra formandsposten i det lokale forsyningsselskab.
Foto: Odsherred Forsyning

Forsyningsformand trækker sig efter økonomisk rod

Problemer i Odsherred Forsyning får også betydning for kommunens økonomi, erkender borgmesteren.
24. APR 2024 13.07

ODSHERRED: Formanden for Odsherred Forsyning, byrådsmedlem Mathias Hansen (V), trak sig tirsdag fra formandsposten, oplyser han til Sjællandske Nyheder.

Formanden er den tredje politiker, der på kort tid er gået fra forsyningsselskabets bestyrelse i forlængelse af en sag om alvorlige økonomiske problemer i et fjernvarmeprojekt.

Ca. 2.500 ejendomme i det sydlige Odsherred skal konverteres fra naturgas til fjernvarme, men der viste sig alvorlige fejlantagelser i beregningerne fra en tidligere økonomidirektør, som i december 2022-juli 2023 også var konstitueret adm. direktør i selskabet.

Økonomidirektøren blev i januar i første omgang fyret. Det blev kort tid efter ændret til en bortvisning, med den begrundelse at han havde overtrådt selskabets interne retningslinjer. I marts blev der sat gang i en advokatundersøgelse om den tidligere økonomidirektørs ageren i sagen, og der blev indgivet en politianmeldelse.

Økonomien er skredet

Allerede i marts konstaterede den nu afgåede formand for Odsherred Forsyning, at bestyrelsen ikke var blevet præsenteret for projektets reelle økonomiske grundlag, og at taksterne ville komme til at stige.

Anlægsomkostningerne blev først estimeret til 950 mio. kr., men er i to omgange opjusteret, så de nu ligger på 1,6 mia. kr.

Ifølge borgmester Karina Vincentz (Nyt Odsherred) skal der strikkes en redningsplan sammen, og en kommunal garanti på 576 millioner kroner vil blive udløst i den forbindelse. Problemerne i forsyningsselskabet vil i det hele taget få betydning for kommunens økonomi. 

– Det er klart, at det kommer til at koste nogle penge, og derfor går vi allerede nu i gang med at lave nogle sparekataloger for budget 2025, siger hun til Sjællandske Nyheder.

Hun understreger, at der skal findes en løsning for at forhindre, at forsyningsselskabet går konkurs. I første omgang skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i Odsherred Forsyning, så der kan vælges nye medlemmer til bestyrelsen.

Imens ligger projektet med at konvertere ejendomme fra naturgas til fjernvarme stille, oplyser Odsherred Forsyning, der tidligere på måneden besluttede at suspendere alle anlægsinvesteringer i datterselskabet Odsherred Varme.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.