KØBENHAVN: Københavns Kommune vil reducere affaldsmængderne fra skolemad ved at indføre genbrugelige madbokse. I dag serveres omkring 6.500 måltider dagligt i engangsemballage, hvilket betyder, at mere end 1,5 mio. stykker engangsemballage smides ud om året. Det oplyser Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning i en pressemeddelelse.
Siden januar 2026 har fire københavnske folkeskoler testet de nye madbokse med deltagelse af omkring 500 elever fra indskoling og mellemtrin. Efter brug afleveres boksene, hvorefter de vaskes og genbruges til nye måltider. Målet er at udbrede ordningen til alle 50 skoler i EAT-ordningen, hvis resultaterne viser, at løsningen er bæredygtig og økonomisk realistisk.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan teste genbrugelig emballage til frokosten i nogle af skolerne i København. Maden vi serverer i skolerne er grøn og 90 pct. økologisk. Jeg ønsker, at så mange skoler som muligt får deres eget køkken, men indtil da er det en god løsning, at vi kan servere mad i genbrugelig emballage i stedet for plastik og pap, siger Line Barfod (EL), som er klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune.
Testet på flere skoler
Projektet blev igangsat i 2024 og bygger på tidligere tests, som viste, at genbrug af madbokse kan fungere i praksis. De nye bokse findes i flere størrelser og er udstyret med RFID-mærker, der gør det muligt at spore dem og måle både CO2-reduktion og økonomiske effekter.
- Det tager tid at få et system til at køre som smurt, når tusindvis af madbokse hver eneste dag skal sikkert frem og tilbage mellem elever på skolerne og vores storkøkken. Det kræver simpelthen en ny kultur, hvor vi hjælper hinanden med at få boksene sendt retur til vask i stedet for i skraldespanden, siger Søren Buhl Steiniche, der er enhedschef for EAT-skolemad i Københavns Kommune.
Initiativet er en del af kommunens klimaindsats og skal bidrage til at reducere brugen af engangsemballage. Samtidig indgår projektet i EU-samarbejdet Change(K)now!, der har til formål at udvikle mere cirkulære fødevaresystemer frem mod udgangen af 2026.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.










