
Tirsdag er blevet en dyr dag i retten for det amerikanske techselskab Google. EU-Domstolen fastslår i en dom, at Google har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for søgemaskiner. Derfor får Google og Alphabet, der står bag Google, en samlet bøde på knap 18 mia. kr.
Det var EU-Kommissionen, der i første omgang udstak bøden, fordi Kommissionen mente, at Google brød EU's konkurrenceregler. EU-Kommissionen mener, at Google har favoriseret sin egen prissammenligningstjeneste Google Shopping frem for sine konkurrenternes.
Det er sket, når personer har søgt at sammenligne priser via Googles søgemaskine. Dermed misbrugte Google sin markedsstyrke, mener EU-Kommissionen. Google var dog uenig i bøden og appellerede den til EU's højeste retsinstans. Her fik man ikke medhold.
Tirsdagens dom er endelig og kan ikke appelleres yderligere. Det glæder topchefen for Kelkoo Group, som ifølge administrerende direktør Rich Stables blev "kørt ud over kanten" af Googles fremfærd.
- I dag er en sejr for små techvirksomheder som min. Vi har ventet syv lange år på, at Google skulle udtømme appelprocessen, og det har taget 14 år i alt at få retssikkerhed, siger Rich Stables i en skriftlig kommentar.
Han opfordrer EU-Kommissionen til at fortsætte med at holde øje med de store digitale platforme. Det har ny lovgivning i form af Digital Markets Act (DMA) givet mulighed for.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.