dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Grønt lys til at udskifte op mod 36 km rustne vandrør på supersygehus
Udover tidligere problemer med indtrængende vand gennem murstenene, er der også problemer med rust i op mod 36 km vandrør i Nyt Aalborg Universitetshospital. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Grønt lys til at udskifte op mod 36 km rustne vandrør på supersygehus

Op mod 36 km vandrør i det kommende Nyt Aalborg Universitetshospital skal skiftes pga rust og gennemtæring.

NORDJYLLAND: Forretningsudvalget i Region Nordjylland har givet grønt lys til, at projektledelsen på byggeriet Nyt Aalborg Universitetshospital går i gang med at planlægge og få skiftet op mod 36 km rustne vandrør i det kommende supersygehus, oplyser regionen.

I stikprøver i 2022 fra brugsvandsinstallationen er konstateret rust og gennemtæring i flere prøver. Regionen har siden fået bekræftet, at der er stor risiko for lækager, og det kan få betydning for den samlede tidsplan af byggeriet, hvis der ikke handles nu.

- Vi har ikke købt et hospital med utætte vandrør, så det er klart, at vi handler på det, og nu har vi mistet tålmodigheden efter lang tids dialog med entreprenøren og de involverede parter, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

VVS-entreprenøren Bravida Danmark A/S har udført installationerne men har afvist at være ansvarlig for skaderne. Region Nordjylland har rejst sag ved Voldgiftsnævnet for byggeri og anlæg mod både Bravida Danmark A/S og totalrådgiveren INDIGO 2012 I/S.

Kilometervis af rør

Det drejer sig om ca. 36 ud af i alt ca. 55 km. vandrør i fire forskellige bygninger: Akuthuset, Behandlerhuset og to sengetårne. Det er uvist, hvor mange kilometer vandrør ud af de 36, der skal udskiftes, hvilket det kommende arbejde vil vise.

- Vi kan ikke tage ansvar for at vente længere, end vi allerede har ventet. Jo længere tid, der går, jo større er risikoen for, at det får store følgeskader og uoverskuelige konsekvenser. Vi kan eksempelvis ikke have, at der i værste fald sker lækager, der gør, at vi efterfølgende må lukke for eksempel akuthuset, operationsstuer osv, når vi tager imod patienter på det nye hospital, så det skal håndteres, så vi kan komme videre, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

Udskiftningen af vandrørene får ikke yderligere konsekvenser for byggeriets økonomi og tidsplan i forhold til den status, der blev lavet i september 2022. Den tog netop højde for en eventuel udskiftning.

Som omtalt i DK Nyt tidligere på måneden har Region Nordjylland også fremsat en hasteanmodning om syn og skøn i forbindelse med byggeriet.

cwa

Fakta 

  • Region Nordjylland rekvirerede i foråret 2022 en uvildig undersøgelse af FORCE Technology.
  • Resultatet af undersøgelsen forelå i juni 2022. På baggrund af konklusionerne i rapporten, iværksatte Region Nordjylland syn og skøn ved Voldgiftsnævnet for byggeri og anlæg mod VVS-entreprenøren Bravida Danmark A/S og totalrådgiveren INDIGO 2012 I/S med henblik på at få skadens opståen og omfang klarlagt.
  • Voldgiftsnævnet udpegede i september 2022 to uvildige eksperter til at gennemføre syn og skøn, der blev påbegyndt i oktober 2022.
  • Skønserklæringen blev færdiggjort ultimo januar 2023.
  • Syns- og skønsrapporten bekræfter, at der er udfordringer med mikrobiologisk vækst, spaltekorrosion og gennemtæring af vandrør i vandinstallationen.

Kilde: Region Nordjylland

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.