
HELSINGØR: En kommunal restaurant i kultur- og fællesskabshuset Toldkammeret i Helsingør er på gale veje i forhold til bestemmelserne om kommunalfuldmagt. Sådan lyder det i en tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen efter en henvendelse fra advokatfirmaet Drachmann.
Der er tale om Spisekammeret, som udover at være spisested udgør det centrale mødested og er indgangen til Kulturhuset Toldkammeret. I sin beskrivelse peger kommunen på, at der ikke er tale om en selvstændig forretning, og at madstedet med sine fællesspisninger blandt andet også er et formidlende værkstedskøkken og et "integreret program og formidlingsspor inden for økologi og bæredygtig madkultur med kogeskole for børn og voksne".
Samtidig spiller Spisekammeret ifølge kommunen en central rolle som scene, samlingssted og formidlingsplatform for byens musikalske netværk - også i samarbejde med Kulturværftet og Helsingørs nye status som regionalt spillested.
Ikke kostpris
Alt dette - samt at der kun serveres dagens ret til kostpris uden fortjeneste - har ikke ændret på indstillingen i Ankestyrelsen, der ikke kan andet end komme frem til, at den kommunale virksomhed herved påfører private virksomheder konkurrence - og den går ikke.
Ankestyrelsen har tidligere håndhævet det princip over for Københavns Kommune i en sag om restaurant i Øksnehallen. Og i en sag om cafeteriadrift i en kommunal idrætshal fik den pågældende kommune kun Ankestyrelsens accept til selv at drive cafeteriaet, fordi det havde vist sig umuligt at bortforpagte driften. Og det kun, indtil en forpagter måtte melde sig.
Det fremgår samtidig, at hvis nu det i Helsingør havde vist sig umuligt at bortforpagte driften, og kommunen derfor i en periode selv stod for den, så skulle kommunen sælge maden til markedspris - ikke kostpris.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.