dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Hvidovre kræver klare rammer for byggeri på havet
Holmene skal bestå af ni kunstige øer.
Foto: Hvidovre Kommune

Hvidovre kræver klare rammer for byggeri på havet

Hvidovres plan om et nyt erhvervsområde i Køge Bugt – Holmene – er et naturplus projekt, mener Anders Wolf Andresen.
18. APR 2024 8.21

HVIDOVRE: Der skal være klare rammer for byggeri på havet, og natur- og miljøgevinster skal tænkes ind fra begyndelsen. Det er blandt budskaberne fra Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), på konferencen ”Kunstige øer udfordrer faglighederne”, der afvikles torsdag.

Her stilles der bl.a. skarpt på Hvidovres vision om Holmene - et nyt natur- og erhvervsområde ud for det eksisterende erhvervsområde på Avedøre Holme. Men hvis Holmene skal realiseres, så skal der stilles klare krav til etableringen, understreger Anders Wolf Andresen.

Planen om at anlægge Holmene i form af ni kunstige øer i Køge Bugt er tidligere blevet sat i et kritisk lys af de syv borgmestre i Køge Bugt-alliancen, som Hvidovre ikke er en del af. Alliancen har givet udtryk for, at etablering af Holmene vil belaste havmiljøet i en sådan grad, at det kan være i strid med både dansk og EU-lovgivning på området. 

Også kystsikring

Ifølge Hvidovres borgmester er Holmene derimod et naturplus-projekt, hvor der gives mere tilbage til naturen, end der fjernes:

- En forudsætning er, at det på sigt skal bidrage til en større naturgenopretning og en forbedring af vandmiljøet og biodiversiteten.

Holmene kan også blive en vigtig brik i den nødvendige og omfattende kystsikring af Hvidovre og hele hovedstadsområdet, mener han:

- Vi skal tænke i naturbaseret stormflodssikring, hvor vi ikke bare bygger høje diger, men finder naturvenlige løsninger, der også kan sikre en øget biodiversitet. Det får vi med Holmene, som samtidig giver mulighed for at skabe ny natur og nye erhvervsområder, som kan være med til at betale for de nødvendige anlæg.

Hvidovre Kommune påpegede allerede i februar i sit høringssvar til ændringer i Danmarks havplan, at der i det hele taget altid bør stilles krav og sættes klare rammer på forhånd, når der bygges på havet.

Projektet med Holmene er medtaget i den nye havplan, hvor det står opført som et konkret landindvingsprojekt.

 

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.