Lønstrukturkomiteen, som i dag har offentliggjort sin rapport, konkluderer, at lønstrukturerne i den offentlige sektor er resultatet af overenskomstforhandlingerne igennem årene.
Rapporten viser derudover, at ansvaret for lønudviklingen i det offentlige ligger suverænt hos parterne. Det fortæller Michael Ziegler (K), der er formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg i en pressemeddelelse.
- Lønstrukturkomitéens rapport viser, at ansvaret suverænt ligger hos os parter. Dét er den danske model, og den skal vi værne om, siger han.
- Men analysen viser samtidig, at vi som centrale parter har en udbredt tendens til at aftale de samme lønstigninger til alle faggrupper. Det låser systemet og gør det langt mere rigidt end fx på det private område. Det betyder så også, at det er os parter, der har nøglen til at låse systemet op, fortsætter Michael Ziegler.
Fælles ansvar
Lønstrukturkomitéen peger på en række ting i rapporten, som parterne kan gøre anderledes fremover, for at sikre et mere fleksibelt lønsystem, der ikke nødvendigvis giver samme lønstigning til alle.
Her lyder reaktionen fra KL, at de ting skal drøftes videre med parterne.
- Vi er selvfølgelig åbne for at kigge på, om vi skal skabe mere dynamik i løndannelsen, så vi i højere grad kan tilgodese de forskellige behov og balancer, som altid skal afvejes i en overenskomstforhandling. Vi ser derfor frem til at drøfte Lønstrukturkomiteens rapport mellem parterne, siger han.
lal
Forstå lønstrukturkomitéen i korte træk
- Komitéen blev nedsat efter en mere end to måneder lang strejke blandt sygeplejerskerne i 2021.
- Den fik til opgave at analysere lønstrukturerne og lønudviklingen i den offentlige sektor.
- Komitéen skulle desuden belyse konsekvenser af ændrede lønstrukturer i den offentlige sektor og betydningen for den private sektor.
- Lønstrukturkomitéen har belyst mulighederne for at udvikle løndannelsen inden for rammerne af den danske aftalemodel.
- Komitéen har kigget på gennemsnitslønnen for 50 udvalgte faggrupper.
- Professor i økonomi Torben M. Andersen har ledet komitéens arbejde.
- Komitéen er sammensat af medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter. Derudover har seks eksperter siddet i komitéen.
Kilde: Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.