
KØBENHAVN: 450 millioner kroner.
Sådan lyder vurderingen af 228 lejligheder i det, der hedder Borgergården i København, som Københavns Kommune har i sinde at købe. Det skriver TV2 Kosmopol.
Kommunen vil dog kun give 1,2 mio. kr. for lejlighederne. Det er muligt, fordi kommunen har hjemfaldspligt, hvilket betyder, at København har ret til at købe ejendommene tilbage til den pris, der er aftalt ifølge en klausul fra 1959.
Byggeselskabet Borgergården, som i dag ejer lejlighederne i det centrale København, ønsker dog ikke at sælge til den pris, kommunen mener at kunne betale. Samtidig er man bekymret for, at kommunen vil videresælge ejendommene, hvilket forventeligt vil få huslejen til at stige for beboerne, som håber på at kunne fastholde den relativt lave husleje, de har i dag.
Derfor ønsker beboerne i stedet at omdanne Borgergården til en almennyttig boligforening.
To gange i fogedretten
Efter to omgange i fogedretten og en klage til Ankestyrelsen kommer sagen nu for byretten, fremgår det af retslisten for Københavns Byret.
Kommunens overtagelse af Borgergården blev behandlet to gange i Fogedretten i 2023. Begge gange tabte Københavns Kommune. Ved første forsøg dømte Fogedretten, at kommunen endnu ikke kunne overtage ejendommen, da der ganske enkelt ikke forelå en decideret handel, skrev Byggeselskabet i en pressemeddelelse. Nogle måneder senere forsøgte København igen. Denne gang blev sagen afvist.
Det er Byggeselskabet Borgergården, som har sagsøgt Københavns Kommune og sendt sagen for byretten. Selskabet vil have rettens ord for, at Københavns Kommune handler ulovligt, når den ved en aftale vil overtage beboelsesejendommene.
Retssagen er sat til at vare i tre dage.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.