KØBENHAVN: Københavns Kommune er meget tæt på at droppe Intervare A/S, der er Nemlig.coms moderselskab, og som bringer dagligvarer ud for kommunen.
Sådan lyder den opsigtsvækkende udmelding fra Lars Weiss (S), overborgmester i København:
- Hvis virksomheden ikke retter op her i weekenden, har jeg meget svært ved at se, at samarbejdet kan fortsætte, udtalte Lars Weiss til Fagbladet 3F fredag.
Den formelle beslutning om at opsige kontrakten med Intervare skal træffes af kommunens Sundheds- og Omsorgsudvalg på mandag.
- Der er et par dage endnu, men jeg har ikke de store forventninger til, at Intervare kan levere den fornødne dokumentation, siger Lars Weiss.
Bliver svært at skaffe penge fra Intervare
Siden maj har kommunen forsøgt at få Intervare til efterbetale næsten 300.000 kr. for manglende løn, pension og feriepenge til otte chauffører, der kører varer ud for Intervare. Firmaet fik en frist her 3. september, som de ikke overholdt.
Beløbet er fremkommet, fordi leverandører til kommunen skal overholde kommunens klausuler på området, som dikterer, at de skal aflønnes på overenskomstmæssige vilkår.
Kommunens undersøgelse af underbetaling hos Intervare kom i kølvandet på afsløringer af omfattende social dumping og elendigt arbejdsmiljø blandt Nemlig.coms chauffører og ansatte på firmaets lager i Brøndby.
Når kommunen efter alt at dømme opsiger kontrakten, bliver det sværere at kradse pengene ind fra Intervare.
- Det er svært at tildele en bod, hvis ikke man har en kontrakt. Og vi har ikke hjemmel til at finde dem andre steder. Vi kan ikke bare gå i kommunekassen, siger Lars Weiss.
Endelig beslutning kan træffes onsdag
Formelt set skal også kommunens socialudvalg træffe beslutning om at droppe Intervare, før beslutningen er endegyldig. Det holder møde onsdag.
- Det er min klare forventning, at det også kommer til at ske, siger Lars Weiss.
Næste skridt for kommunen vil være at finde en anden leverandør, altså Coop, Salling Group, Rema 1000 eller andre som også leverer dagligvarer.
- Jeg vil nødig gå ind i spekulationer om hvem og hvordan. Men dem, som byder ind på sådan en opgave, er klar over, at det har konsekvenser, hvis ikke de overholder vores klausuler på området. De ved, hvad de går ind til, siger overborgmesteren.
For nylig opsagde også Region Hovedstaden kontrakten med Intervare. En række kommuner og regioner har dog fortsat samarbejde med firmaet, mens de afventer afgørelsen fra Københavns Kommune.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.