
Under coronakrisen har flere benyttet sig af online-supermarkedet Nemlig.com. I den seneste tid er dårlige arbejdsforhold for virksomhedens chauffører og lagermedarbejdere blevet afdækket. Men også kommuner har benyttet sig af Nemlig.com og datterselskabet Intervare, som firmaet deler lager med. Det er kommunerne blevet opmærksomme på, skriver A4 Arbejdsmiljø.
Odense Kommune har benyttet sig af Nemlig.com, og siden marts 2019 er der blevet handlet for 1,47 mio. kr. Efter en forespørgsel fra Enhedslisten til kommunens forvaltning er handlen nu stoppet. Forvaltningen opdagede, at en række afdelinger og institutioner havde benyttet sig af Nemlig.com, uden at kommunen havde en samarbejdsaftale med virksomheden, skriver Fagbladet 3F.
- Vi er glade for, det bliver stoppet. Vi skal ikke samarbejde med virksomheder, der behandler sine ansatte på den måde, siger byrådsmedlem Reza Javid (EL), der også vil have sagen op på et byrådsmøde.
Afventer københavnsk undersøgelse
40 kommuner har aftaler med Intervare, der leverer varer til ældre samt syge og handicappede. Flere kommuner undersøger Intervares arbejdsforhold, og flere steder er byrådspolitikkere klar til at sætte en stopper for brugen af leverandøren, efter beretningerne om virksomhedens dårlige arbejdsmiljø, bøder og umulige opgaver for chaufførerne.
I sidste uge igangsatte Københavns Kommune en kontrolundersøgelse af arbejdsforholdene ved leverandøren, der leverer varer til 2.000 af kommunens borgere, skriver Berlingske. Undersøgelsen skal se på, om der i forhold til arbejdsforholdene er kontraktbrud, og om der skal være et videre samarbejde.
- På baggrund af de historier, Politiken har bragt om arbejdsforholdene i Nemlig.com, vil det nærmest være pligtforsømmelse, hvis vi ikke undersøger forholdene i Intervare, når de to selskaber er så tæt forbundet, siger overborgmester Lars Weiss (S).
I Hillerød, Egedal, Lejre, Ballerup, Roskilde, Fredensborg og Fredericia kommuner venter man på den københavnske undersøgelse, inden man går videre med sagen. Frederiksberg har bedt om sin egen redegørelse, og i Albertslund afventer man virksomhedens forhandlinger med 3F. I Gladsaxe er virksomheden allerede kommet på byrådsdagsordnen, mens det i Køge skal tages op i økonomiudvalget, skriver A4 Arbejdsmiljø.
- Det er vigtigt for os, at løn- og arbejdsvilkår er i orden hos de samarbejdspartnere, vi har i Køge Kommune. Derfor følger vi med i, hvad der sker fremadrettet i sagen, og får så vidt muligt belyst den fra alle sider, lyder fra Køges borgmester Marie Stærke (S), i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.
I Hvidovre har man ikke planer om at se nærmere på Intervares arbejdsforhold, da en undersøgelse fra 2019 ikke viste nogen problemer.
mh
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.