Koncerthus står til ottedobling af elprisen

KORT NYT22. SEP 2022 12.22

AALBORG: Musikkens Hus i Aalborg er i gang med at forhandle en ny el-aftale fra nytår, og lige nu tegner det til en ottedobling af prisen pr. kWh, skriver TV2 Nord.

- Vores fastprisaftale udløber til nytår. Det kan ikke passe ringere. Det er lidt et lotteri, og i det lotteri er vi så hamrende uheldige, siger den administrerende direktør, Lasse Rich Henningsen, til tv-stationen.

Musikkens Hus har allerede LED-lys overalt og solcellepaneler på taget, men forsøger nu at skære 10 pct. af elforbruget. Huset havde onsdag besøg af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), og hun blev gjort opmærksom på, at kulturlivet er presset af energipriserne. Musikkens Hus får ifølge TV2 Nord årligt 9,7 mio. kr. i tilskud fra kommunen og 4,5 mio. kr. fra staten.

ak