HØJE-TAASTRUP: Forud for et udbud af arbejdstøj til Høje Taastrup kommunes medarbejdere i hjemmeplejen, på plejecentre, i køkkener/kantiner og i sundhedscentre i 2019 gik kommunens udbudskonsulent Pia Blak i dialog med flere leverandører.
Hun vejede luften hos leverandørerne om et muligt mindstekrav om at levere brugt arbejdstøj til 100 af kommunens medarbejdere. Det blev positivt modtaget af leverandørerne, og derfor blev det en del af udbuddet for tøjet i hjemmeplejen.
- Når kravet ikke omfattede tøj til mere end 100 medarbejdere, så er det fordi en højere andel ikke var mulig i forhold til leverandørernes kapacitet af egnet genbrugstøj. Alligevel er der tale om en anseelig mængde tøj. Når en medarbejder får beklædning, skal der være 11 stk. af hver del, f.eks. 11 stk. bukser, T-shirts og veste, siger Pia Blak i en meddelelse fra "Den Ansvarlige Indkøber" som er en fælles portal udviklet af Erhvervsstyrelsen, Miljøstyrelsen og KL.
Der var dog startvanskeligheder, da genbrugstøjet skulle implementeres, mange medarbejdere tog godt imod initiativet, men nogle synes også det var grimt. På den ene side skulle aftalen rettes til, så det tøj der endte på hylderne i hjemmeplejen, ikke bare var ”brugt tøj”, men ”brugt tøj, der er egnet til hjemmeplejen.”
- I starten var det revl og krat, der blev leveret, men det fik vi efterhånden rettet op på. Vi har lært, at det skal specificeres meget mere, hvad der er brugt tøj, og hvordan det skal se ud. Jeg vil også anbefale, at man diskuterer ordet ”egnet” med sin leverandør, for det er ikke alt tøj, der er egnet til hjemmeplejen, siger Pia Blak.
Genbrugstøj efterspurgt flere steder i kommunen
Efter startvanskelighederne er der dog nu kommet styr på implementeringen af det brugte arbejdstøj i hverdagen. Det har krævet, at medarbejderne har skullet vænne sig til ikke at have navn og logoer på tøjet, da det skal kunne være i cirkulation. Desuden er tøjet ikke nødvendigvis helt ens.
Det ser dog ud til, at medarbejderne er vundet over. I hvert fald bliver det brugte tøj anvendt af medarbejderne og det er efterspurgt andre steder i kommunen.
- Vi går rundt og scanner tøjet, så vi ved, hvad der har ligget på lager længe og her to et halvt år inde i kontraktperioden, kan vi se, at tøjet faktisk bliver brugt. Vi ved også, at både tandplejen og vores storkøkken gerne ville have haft brugt tøj. Ikke alle medarbejdere efterspørger genbrugstøjet, men en stor del gør, siger Pia Blak og understreger, at kommunen vil lave et lignende udbud næste gang.
Ifølge Høje Taastrup Kommune sparer brugen af genbrugstøj til 100 medarbejdere omkring ti millioner liter vand ift. hvis tøjet var blevet nyproduceret.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.