Kammeradvokaten benyttes ikke blot af staten til juridisk rådgivning. Advokatfirmaet betales også af ministerier for at udarbejde dansk lovgivning. Det skriver Frihedsbrevet, der har fået bekræftelse på dette fra fire ministerier.
Ifølge juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet er det "et demokratisk problem", at der ikke er kapacitet i centraladministrationen til at løse lovgivningsopgaver selv.
- Jeg anfægter ikke fagligheden hos Kammeradvokaten, men jeg mener, at vi står med et principielt og demokratisk problem, når et privat advokatfirma skriver lovgivning. Det er en kerneopgave, som embedsværket i ministeriet bør løse selv, siger Frederik Waage til Frihedsbrevet.
Mediet har spurgt samtlige ministerier, om de benytter det private advokatfirma i forbindelse med lovgivningsprocesser. Her har Erhvervsministeriet, Klima?, Energi- og Forsyningsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet meddelt, at det er tilfældet.
Kammeradvokaten lavede lovforslag om grønne obligationer
På baggrund af en aktindsigt kan Frihedsbrevet som eksempel beskrive, at Finanstilsynet, der hører under Erhvervsministeriet, i efteråret betalte godt 165.000 kr. til Kammeradvokaten. Der skulle udarbejdes en ny lov om europæiske grønne obligationer, hvor Kammeradvokaten stod for "udarbejdelse af selve lovforslaget med de nødvendige implementeringsbestemmelser".
I en skriftlig kommentar til Frihedsbrevet lyder det fra Jens Bødtcher-Hansen, der er såkaldt managing partner hos Kammeradvokaten, at han ikke mener, der er belæg for Frederik Waages kritik.
Han siger, at det kun sker "en sjælden gang", at Kammeradvokaten bistår med "egentlig udformning af lovforslag eller bekendtgørelser". Og når det sker, er det "oftest af udpræget teknisk karakter".
- I enkelte tilfælde kan tidspres og ressourcemangel hos en myndighed sikkert også have spillet ind, men igen hører det bestemt til sjældenhederne, skriver Jens Bødtcher-Hansen til mediet.
Navnet Kammeradvokaten dækker over det private advokatfirma Poul Schmith/Kammeradvokaten. Siden 2015 har firmaet været statens advokat. Det kan dog ændre sig i fremtiden. Af regeringsgrundlaget fra december 2022 fremgår det, at "regeringen ønsker øget konkurrence om den juridiske rådgivning af staten".
- Regeringen vil se på mulighederne for - og potentialerne ved - hel eller delvis konkurrenceudsættelse af kammeradvokatordningen, der skal frigive et provenu for staten, lyder det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.