Onlinesupermarkedet Nemlig.com har indført en række nye krav til selskaber, som det samarbejder med om at levere varer ud til kunderne. Det oplyser Nemlig.com i en pressemeddelelse.
Tiltagene sker, efter at Københavns Kommune har beskyldt selskabet Intervare, som ejer Nemlig.com, for at underbetale flere af sine chauffører. Nemlig.com er selv tidligere blevet afsløret i flere problematiske arbejdsforhold.
Blandt de tiltag, der fra 1. juni har skullet sikre bedre forhold for chaufførerne i de selskaber, som kører varer ud for Nemlig.com, er en minimumsaflønning.
Minimumsløn på mellem 25.000 og 30.000 kr.
Nemlig.com kræver nu, at transportvirksomhederne aflønner deres chauffører med minimum mellem 25.000 og 30.000 kr. om måneden ved en 37 timers arbejdsuge, afhængig af hvad tid på døgnet en chauffør arbejder.
Dertil skal transportvirksomhederne betale feriepenge til chaufførerne.
Herudover skal transportvirksomhederne afregne alle lovpligtige bidrag, ATP-pension og generelt sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for deres ansatte herunder løn under sygdom og barsel.
- Med den højere afregning til transportvirksomhederne og virksomhedernes højere aflønning af deres medarbejdere sikres nu en bedre aflønning end 3F Budoverenskomsten, der blandt andet indeholder søgne-helligdagsbetaling og særlig opsparing.
- Denne overenskomst er beregnet til transportvirksomheder, som blandt andet forestår udbringning af dagligvarer og måltidskasser, hvorfor transportvirksomhederne højere aflønning, end det 3F Budoverenskomsten foreskriver, vil gøre chaufførjobbet endnu mere attraktivt, siger Stefan Plenge, administrerende direktør i Nemlig.com i pressemeddelelsen.
Prisstigning på levering
Foruden kravene til transportselskaberne har Nemlig.com også indført et nyt it-system til beregning af ruterne og dermed hvor meget tid, der skal afsættes til hver levering.
Det betyder ifølge selskabet, at der nu bliver afsat mere tid til eksempelvis aflevering i etageejendomme og kørsel i trafikerede områder.
Ifølge Nemlig.com er tiltagene delvist finansieret ved at hæve mindsteprisen for levering af varer til 19 kr. for kunderne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.