
Digitaliseringsstyrelsen har valgt, at Netcompany skal stå for alt fra udvikling til drift og support af det nye NemKonto-system. Det skriver både Digitaliseringsstyrelsen og Netcompany i en pressemeddelelse.
Netcompany skal bygge systemet op fra bunden, lyder det. NemKonto-systemet har været i brug siden 2005 og bruges til offentlige udbetalinger. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen forventes det nye system ikke at medføre ændringer for borgere.
Styrelsen modtog tre tilbud på opgaven tilbage i efteråret. Efter en evaluering blev det vurderet, at tilbuddet fra Netcompany havde det bedste forhold mellem pris og kvalitet, lyder det.
Aftalen løber over otte år med mulighed for forlængelse.
Thomas Koefoed, som er partner i Netcompany, understreger, at det er afgørende, at den finansielle infrastruktur er robust og tidssvarende i en tid, hvor trusselsbilledet løbende forandrer sig.
- Det skridt tager vi nu med et nyt NemKonto-system, som bygges på Netcompanys platformsteknologi, der allerede spiller en afgørende rolle i kritisk infrastruktur flere steder i Danmark og Europa. Med aftalen tager Netcompany endnu et stort skridt som leverandør af kritisk finansiel teknologi, siger han i meddelelsen.
Det nuværende NemKonto-system er udviklet af it-selskabet KMD, som også står for support. Det nye NemKonto-system skal ifølge Digitaliseringsstyrelsen sikre, at borgere, virksomheder og foreninger modtager deres penge sikkert og stabilt.
Samtidig skal systemet ifølge styrelsen fortsat være modstandsdygtigt over for nye og mere komplekse trusselsbilleder. I Danmark står Netcompany også bag blandt andet bag skolenetværket Aula og Mit.dk.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.