dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Nyt projekt skal bane vej for mere bæredygtige materialer i byggeriet

Værdibyg og Realdania vil afdække usikkerheder og risici i forbindelse med brugen af nye og mere bæredygtige byggematerialer, som kan afskrække fra brugen af disse.
29. SEP 2022 15.56

Byggeriet står for omkring 30 procent af Danmarks CO2-udledning og landets fjerdestørste branche må tænke nyt, hvis vi skal at indfri de nationale målsætninger for CO2-reduktion i 2030.

En del af nøglen er at begynde at bygge med alternativer til de traditionelle byggematerialer, som beton, tegl og stål, som kræver store mængder energi at producere og trækker på ikke-vedvarende ressourcer. 

Der findes bæredygtige alternativer til de traditionelle byggematerialer, men de er ofte nye og ikke-gennemprøvede, og derfor behæftet med større risiko end gennemprøvede materialer. Også når det handler om at genbruge materialer i byggeriet, kan der være en større usikkerhed.

De usikkerheder vil branchesamarbejdet Værdibyg med støtte Realdania afdække og komme med løsninger til, oplyser Realdania i en pressemeddelelse. Værdibyg skal udfærdige en rapport og formidle resultaterne til branchen. Som en del af arbejdet vil der bl.a. blive lavet interviews og afholdt workshops med en lang række aktører inden for byggebranchen. 

- Meget tyder på, at risici i forbindelse med brugen af nye bæredygtige materialer og løsninger er en af de helt store showstoppere i byggeriet. Med det her projekt håber vi, at branchen får nogle indsigter og strategier til at håndtere de risici og dermed for alvor kan accelerere den grønne omstilling af byggeriet, siger projektchef Vera Noldus fra Realdania. 

Værdibyg er et unikt udviklingsprogram i byggeriet, som finder og udvikler en ny fælles praksis for byggeprocessen på tværs af byggeriets aktører. Bag Værdibyg står brancheorganisationerne BAT-Kartellet, Bygherreforeningen, DI Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Tekniq Arbejdsgiverne.

- Vi oplever fra alle sider i byggeriet en stor vilje til at bygge mere bæredygtigt. Men mange af de gode intentioner strander, når de møder den store usikkerhed, der er omkring brugen af nye materialer eller genbrug af gamle byggematerialer, siger projektchef i Værdibyg Nina Koch-Ørvad. 

Rapporten forventes klar i februar 2023. 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.