
ODENSE: Det vakte i sidste uge kritik, at Odense Kommune siden 2018 har betalt hundredtusinder af skattekroner for, at udvalgte kommunale chefer er taget på eksklusive rejser arrangeret af Odense Boldklub (OB). Men sagkundskaben er slet ikke enig.
Historien kom fra DR, hvor Roger Buch, kommunalforsker hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kaldte det problematisk, at rejserne, der rummede kulinariske oplevelser, international fodbold og netværk med erhvervslivet. har haft sparsomt med fagligt indhold men en masse "turismeelementer".
Roger Buch udtalte, at "hvis ikke kommunen selv kan se, at det her ikke går, så må man håbe, der er nogle andre - tilsynet ved Ankestyrelsen, Indenrigsministeriet eller i sidste instans Folketinget - som går ind og siger: Det kan man ikke, det her".
På LinkedIn skriver professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, at "der er masser af sager med lemfældig omgang med skattekronerne. Det her er bare IKKE en af dem."
Han remser op, at der er tale om et sponsorat, hvor der efter sædvanlig praksis betales en samlet pris for modydelserne, der omfatter blandt andet branding ved logo, LED-reklamer, arrangementer for børn, hvor ligaspillere deltager, besøg af spillere på kommunens skoler, besøg i børnehaver af klubbens maskot, besøg i forbindelse med beskæftigelses- og socialforvaltningens indsats overfor for unge på vej med fokus på, hvordan man når sine mål osv.
Derudover rummer aftalen også diverse adgangskort, billetter og vouchers samt adgang til netværksaktiviteter, hvor kommunen kan opbygge uformelle relationer til erhvervslivet. Som en del af dette indgår en ”partner eksklusive” startpakke, hvor to deltagere kan tage med på et par rejser."
Ifølge Per Nikolaj Bukh er det "fast antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at en kommune må fordele billetter mv. til a) ansatte i afdelinger, der arbejder med kultur, turisme og erhvervsudvikling, b) samarbejdspartnere, der har været direkte involveret i forberedelse af arrangementet og c) borgere i kommunen, ligesom kommuner også kan involvere sig i netværksaktiviteter, skabe relationer og kontakter til erhvervsliv, organisationer, sportsklubber mv."
Også Karsten Naundrup Olesen, juraprofessor ved Københavns Universitet, mener, at rejserne meget vel kan være juridisk i orden:
- Med sådan en sponsoraftale skal Odense Kommune sikre sig, at de ikke betaler mere i sponsorbeløb, end de får retur. De skal altså ramme en markedsværdi, siger han i P1 Orientering.
- I den sammenhæng er det ligegyldigt, hvilken værdi de enkelte elementer har. Hvis de samlet set får markedsværdien tilbage, så kan jeg ikke rigtig se problemet.
Håb om afklaring
Juraprofessor Frederik Waage replicerer i den førnævnte kommentar-tråd på LinkedIn, at for ham at se må det være en konkret vurdering fra sag til sag, om formålet med sponsorrejser er sagligt:
"Men ombudsmandspraksis gør ikke dette her let. Selvom det ikke er det samme som de situationer, der var oppe i sommers med private festivaler, der giver kommunalpolitikere billetter til mange tusinde kroner, så er det nærliggende at spørge om rejser som disse her ville blive accepteret af Folketingets Ombudsmand - i hvert fald set i lyset af seneste praksis angående adgang til tivolikort. Når ledende medarbejdere i Københavns Kommune ikke må få et tivolikort eller adgang til Det Kongelige Teater, hvorfor må kommunalt ansatte så tage på champions league rejser alene med henblik på fodboldnetværk?
Tivoli- afgørelsen har sluppet ånden ud af flasken, og medmindre der kommer en ny ombudsmandsudtalelse eller et lovindgreb, så må det forventes at journalister (med rette) vil turnere til alle kommuner og finde rigtigt mange grænsetilfælde med noget, som ligner private udgifter. Man må håbe på en afklaring snart, da det er ikke holdbart, at man over en bred kriminaliserer en tradition for offentlig deltagelse i kultur/erhvervslivet."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.