
På ti år lukkede over 3500 forretninger i Danmark
Siden 2012 er hver femte detailforretning i Danmark forsvundet. Det viser en analyse fra SMVdanmark, der repræsenterer de små- og mellemstore virksomheder.
Helt konkret har Danmark mistet 3752 forretninger fra 2012 til 2022, viser analysen. Det fremgår dog ikke, om antallet af butikker er steget igen fra 2022 og frem.
I samme periode har Danmark også været ramt af coronapandemien, som ifølge Dansk Erhverv ramte detailhandlen hårdt.
Blot få kommuner har oplevet vækst i antallet af forretninger, mens langt de fleste har set en markant nedgang, fremgår det af analysen.
Ændret forbrugsmønster
Det er især tøj- og elektronikforretning, der har været hårdt ramt af udviklingen. Ifølge SMVdanmark skyldes tilbagegangen primært ændrede forbrugsmønstre.
Her har den stigende internethandel gjort det vanskeligere for mindre forretninger at konkurrere.
- Internethandel udgør nu en væsentlig del af danskernes indkøb, hvilket udfordrer de fysiske forretninger og det lokale byliv, skriver SMVdanmark.
Både store og små kommuner mærker, at forretninger lukker.
Det er store kommuner som København, Aarhus og Aalborg, der har haft den største tilbagegang.
Ishøj, Billund og Rebild er blandt de hårdest ramte, når der korrigeres for ændringer i kommunernes indbyggertal.
Tomme strøgbutikker
Sidste år viste en kortlægning af detailhandlen i Københavns Kommune, at butikstomgangen er steget betragteligt i byen. Det skrev TV 2 Kosmopol.
Eksempelvis var antallet af tomme butikker langs og omkring Strøget oppe på 221, da optællingen blev foretaget i december 2023 år. Det var en fordobling i forhold til en optælling fra 2014.
SMVdanmark peger i analysen på, at flere specialbutikker kan være vejen frem. Mange fysiske forretninger har svært ved at konkurrere på pris og bekvemmelighed mod internethandlen.
Men i stedet kan butikkerne fokusere på at tilbyde kunderne en unik oplevelse, hvor man kan se og afprøve varer, hvilket ikke kan opnås online, skriver SMVdanmark.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.