København ser ud til at få en ny fjernbusterminal allerede fra næste sommer. Det står klart, efter et politisk flertal tirsdag aften besluttede at afsætte en ekstra sum penge til byggeriet af den længe ventede busterminal til fjernbusser ved Dybbølsbro Station. Det bekræfter flere medlemmer af Økonomiudvalget i Københavns Kommune over for TV 2 Lorry.
Terminalen har været længe undervejs, siden staten og Københavns Kommune i oktober 2020 indgik en aftale om at etablere den. Men et udbud af anlægsopgaven med busterminalen ved Dybbølsbro Station i foråret viste, at der manglede 29 mio. kr. mere, end der var budgetteret med, hvis busterminalen skulle realiseres.
De penge er nu fundet i Økonomiudvalgets pulje til busfremkommelighedsprojekter for 2022 og 2023, som var én af de tre løsninger, som forvaltningen havde forslået forud for mdet.
Puljen er målrettet tiltag, som forbedrer busfremkommeligheden - eksempelvis busstoppesteder. Puljen er afsat årligt, og den samlede finansiering i 2022 og 2023 er 35,6 mio. kr. - penge, der ikke er afsat til andre formål.
- Det bliver ikke dyrere for borgerne, da pengene var der i forvejen. Det er en pulje, som der ikke er nogen, der har budt på. Nu bliver projektet til noget, og vi får løst mange af de gener, der er i det område på Vesterbro, fortæller Jakob Næsager, som er medlem af Økonomiudvalget og Børne- og Ungdomsborgmester i København (K) til TV 2 Lorry.
Mangler godkendelse i Borgerrepræsentationen
Busterminalens oprindelige budget på 117 mio. kr. består af tilskud fra henholdsvis staten (20 mio. kr.) og Københavns Kommune (40 mio. kr.), samt takstindtægter fra busoperatørerne (57 mio. kr.). De 29 mio. kr., som nu er fundet, kommer også fra Københavns Kommune.
Nu er det op til Borgerrepræsentationen i København at give den endelige godkendelse til finansieringen af projektet, når de holder møde torsdag 2. juni. Og da Økonomiudvalget består af repræsentanter fra alle partier ventes det, at der også i Borgerrepræsentationen vil være flertal for beslutningen.
Hvis den endelige beslutning falder ud som ventet, kan Vejdirektoratet, der er bygherre på projektet, indgå kontrakt om det planlagte og udbudte projekt med den vindende byder.
Afhængig af entreprenøren forventer kommunen at kunne åbne den nye busterminal i juni-juli 2023 - knap to måneder senere end forventet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.