dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Politisk flertal mod borgmester i sag om russiske investeringer
Venstres Morten Thorøe (til højre her) ønsker en ny beslutning inden 24 timer efter beslutningen om ikke at droppe russisk investering fra den konservative borgmester Frank Schmidt-Hansen (til venstre).
Foto: Jacob Schultz, Ritzau Scanpix

Politisk flertal mod borgmester i sag om russiske investeringer

Både S og V melder sig klar til at bære omkostningerne ved at trække sig ud af investeringerne hurtigst muligt.

VEJEN: Der tegner sig et politisk flertal mod Vejen Kommunes borgmesters beslutning om ikke at trække investeringer for 1,2 millioner kroner ud af Rusland, oplyser TV Syd.

Kommunen har en investeringspulje på 25 millioner kroner, hvor 1,2 millioner kroner er investeret i Rusland. Men for at slippe af med sidstnævnte investeringer, må man trække alle 25 millioner ud, hvilket ifølge borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) ville betyde et tab på mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

Og det vil gå ud over velfærden i kommunen, mener borgmesteren. Ifølge ham har det udelukkende været en beslutning, som han har taget i fællesskab med kommunaldirektør, Ole Slot.

Venstre holdt allerede gruppemøde lørdag, og her stod det hurtigt klart, at man ikke var enig.

- Vi kan ikke leve med det her. Vi skal ud af de her investeringer, for det skylder vi ukrainerne i vores kommune og ikke mindst folket i Ukraine. Jeg er godt klar over, at det kan gå ud over velfærden i kommunen, men krigen går ud over ukrainernes velfærd hver eneste dag, siger Venstres Morten Thorøe, der er 2. viceborgmester. 

Kan ikke vente 

Næste gang, der er byrådsmøde i kommunen, er 5. april.

- Så længe kan vi ikke vente. Vi skal have taget en beslutning om det her inden for 24 timer, lyder det fra Morten Thorøe.

Og i Socialdemokratiet stemmer man i.

- Vi skal hurtigst muligt ud af investeringerne. Hvis man har investeringer i Rusland - uanset hvor små de er - så er det med til at bakke om et system, som vi på ingen måde ønsker at være en del af, siger 1. viceborgmester, Jørgen Thøgersen (S), der ikke forstår borgmesterens argument med, at det kan betyde et tab på investeringerne.

Også Billund og Varde Kommuner har haft investeringer i Rusland. De oplyser begge, at de vil trække investeringerne ud som en konsekvens af krigen i Ukraine. Billund Kommune oplyser, at pengene blev trukket ud 28. februar. Varde Kommune kan ikke oplyse, om pengene er trukket ud, men de har bedt banken om at gøre det.

S og V råder tilsammen over 17 ud af 27 medlemmer i byrådet.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.