Regeringen satser på PCR-test frem for lyntest
Det offentlige kommer sandsynligvis ikke til at lægge nye bestillinger hos leverandører af kviktest.
Foto: Michael Bager, Ritzau Scanpix

Dårligt nyt til private leverandører:
Regeringen satser på PCR-test frem for lyntest

Sundhedsmyndighederne vil ifølge Magnus Heunicke hurtigt kunne opskalere antallet af daglige PCR-test. Dermed er der ikke udsigt til nye lyntestopgaver til Falck, Carelink og Copenhagen Medical.
22. JUN 2022 11.10

Det bliver ikke en ny kæmpe opgave for private leverandører af kviktest til det offentlige. Det er i hvert fald ikke en del af planen for de kommende måneders coronastrategi at sætte telte op til lyntest, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag.

I stedet vil sundhedsmyndigheder hurtigt kunne opskalere antallet af daglige PCR-test, hvis smitten stiger yderligere.

- Vi vil hurtigt kunne skalere op og udføre 200.000 daglige PCR-test, hvis det bliver nødvendigt, siger Magnus Heunicke.

Ifølge sundhedsministeren er test stadig en vigtig del af coronastrategien, da det giver mulighed for hurtig behandling af særligt ældre og udsatte. Derudover har Danmark en ugentlig kapacitet til at segmentere 4000 PCR- test, hvor sundhedsmyndighederne har mulighed for at opdage eventuelle nye undervarianter af coronavirus.

I øjeblikket er det den nye undervariant af omikron, BA. 5, der dominerer. Ifølge Heunicke er varianten stadig i vækst, og den udgør i dag 59 procent af de positive test.

Han understreger, at smittetallene stadig er på et lavt niveau med omkring 2000 smittede om dagen sammenlignet med tidligere.

Tre scenarier

Sundhedsmyndighederne arbejder ifølge Magnus Heunicke med tre forskellige scenarier. Første scenarie er en smittebølge med undervariant af omikron, som den vi ser lige nu med BA.5. Den forventes ikke at påvirke sundhedsvæsenet mere, end tilfældet var denne vinter.

Andet scenarie er en ny variant, der minder om deltavarianten, som påvirker lungerne i højere grad. Her er det særligt vigtigt at beskytte ældre og sårbare, siger Heunicke. Tredje scenarie er, at der kan opstå en helt ny variant, der kan undvige immuniteten i befolkning.

Ifølge Magnus Heunicke er det uvist, hvilket af de tre scenarier Danmark ser ind i de kommende måneder. Scenarierne er dybt forskellige, men alt er med i strategien. Formålet er, at vi skal handle hurtigt og effektivt, så vi undgår nedlukninger og restriktioner, siger sundhedsministeren.

Har tjent milliarder

Samlet har lyntestindsatsen kostet staten over 7,5 mia. kr. Der er foretaget over 50 millioner af hurtigtest under epidemien. Det har været en guldrandet opgave for leverandørerne Falck, Carelink og Copenhagen Medical. Bl.a. 75-doblede Carelink sit overskud i 2021 langt det meste af væksten kan tilskrives, kviktest indsatsen, som virksomheden hævede mere end en mia. kr. for i 2021.

Også Falck næsten tredoblede overskuddet i 2021 til 1,8 mia. kr. Topchef i Falck Jakob Riis har tilkendegivet, at kviktest uden tvivl er den bedste forretning i virksomhedens historie. Det store overskud har tidligere fået flere politikere til at tilkendegive at leverandørerne blev for godt betalt for indsatsen. 

- Når en opgave udført for staten ender med at blive den bedste forretning i Falcks historie, er noget jo helt galt. Det er dybt kritisabelt, at man i det her tilfælde ikke har været bedre til at passe på skatteydernes penge, sagde Per Larsen, sundhedsordfører hos De Konservative, i november. Dengang fik han opbakning fra bl.a. sundhedsordførerne fra SF og Nye Borgerlige.


amp / Ritzau