Tre ministre var mandag med til at præsentere regeringens nye udspil til kystbeskyttelse.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen vil bruge 15 milliarder på kystbeskyttelse

Som udgangspunkt finansierer staten 85 procent, mens kommunerne skal betale resten. Fem strækninger er særligt prioriteret.
23. FEB 2026 13.05

Store mængder vand i sommerhuse, ødelagte veje og oversvømmelser i kystbyerne. En stormflod kan forårsage store skader, og Danmark skal være bedre rustet til eksempelvis stormfloder i fremtiden.

Derfor vil regeringen afsætte knap 15 milliarder kroner fra 2029-2040 til kystbeskyttelse. Det præcise beløb er 14,9 milliarder kroner.

Det fremgår af udspil til ny klimatilpasningsplan.

- Med denne plan beskytter vi jeres hjem, jeres virksomheder, de værdier, der ligger langs Danmarks kyster, siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Pengene skal blandt andet gå til at bygge diger, højvandsmure samt en anden form for beskyttelse ved kyster, hvor der er "en væsentlig risiko for oversvømmelse i hele Danmark".

Det er uvist, hvordan regeringen vil finansiere sit udspil. Det vil fremgå af regeringens økonomiske 2035-plan, lyder det fra Heunicke. Den ventes at blive præsenteret inden længe.

- Det er nødvendigt, at vi tager et langt større ansvar fra statens side, siger Heunicke.

Kerteminde er ekstra udsat

Venstre har den seneste tid gjort meget ud af vigtigheden af at have finansieringen på plads, når man fremlægger udspil. Det er sket, efter at regeringspartneren Socialdemokratiet fremlagde et skoleudspil uden at angive finansiering.

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) ser ingen problemer i, at Venstre nu er med til at fremlægge noget, hvor finansieringen ikke præsenteres. Han henviser også til regeringens 2035-plan, som ingen altså har set endnu, og Dahlin siger, at finansieringen er sikret via den.

- Vi har styr på, hvor pengene kommer fra. De kommer fra regeringens økonomiske plan, siger Dahlin.

Klart står det dog, at staten vil finansiere 85 procent af anlægsudgifterne, mens kommunerne skal stå for de resterende 15 procent.

Der vil dog være undtagelser, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Som et eksempel peger han på Kerteminde Kommune, som er ekstra udsat, og som derfor vil få en større hjælp økonomisk fra staten.

- Dér er vi villige til at gå ind og afhjælpe en stor del af det statsligt, siger Aagaard.

2000 km prioriteres

Heunicke siger, at han vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger for at nå en aftale.

2000 kilometer særligt udsat kyst prioriteres. Der er tale om Esbjerg, Kerteminde, Korsør, Vejle samt strækningen fra Risskov til Egå ved Aarhus.

I 2023 præsenterede regeringen en første klimatilpasningsplan, hvor der var afsat 1,3 milliarder kroner til at "sikre vores kyster, byer, boliger og infrastruktur".

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkindkob.dk/artikel/regeringen-vil-bruge-15-milliarder-paa-kystbeskyttelse

GDPR