
I 7000 fysiske butikker kan tobak og nikotinprodukter langes over disken. Det tal skal dog sænkes, så børn og unge i mindre grad eksponeres for cigaretter, nikotinposer og puff bars.
Regeringen mener, at der fremover skal være færre salgssteder af nikotin og tobak. Det kræver en grundig undersøgelse af, hvordan det kan gøres bedst.
Opgaven med at analysere området er netop sendt i udbud. Det skal i sidste ende danne grundlag for en politisk beslutning, forklarer Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- I dag er der stort set ingen regulering af, hvor der må sælges tobak og nikotin. Det vil vi ændre, for der er tale om stærkt sundhedsskadelige og afhængighedsskabende produkter, og vi ved, at tilgængelighed har stor betydning for forbruget, siger hun i en pressemeddelelse.
Nikotinprodukterne sælges aktuelt i både supermarkeder, kiosker og på tankstationer. En grundig analyse, der ventes afsluttet i august 2026, skal komme med modeller til, hvordan salgsstederne nedbringes og belyse konsekvenserne for erhvervslivet.
Åben for alle muligheder
Sophie Løhde erklærer sig "åben for at kigge på alle muligheder".
- Det kan være alt fra en ordning, hvor forhandlerne skal have licens til at sælge nikotin og tobak, eller et forbud mod salg fra visse butikstyper eller i bestemte tidsrum, siger sundhedsministeren.
Det kan dog få store konsekvenser for små butikker og kiosker, hvis salget af nikotin og tobak begrænses. Det mener Jesper Lundberg, som er formand for Nærbutikkernes Landsforening, der er brancheforening for Danmarks kiosker og nærbutikker. Ifølge ham står salget af nikotin og tobak for halvdelen af omsætningen i flere af disse småbutikker.
- Selvfølgelig har vi en kommerciel interesse, og det lægger vi ikke skjul på. Men små nærbutikker i lokalsamfundene lever i forvejen på kanten rent økonomisk med en lille indtjening. De risikerer at lukke, siger Jesper Lundberg.
Nærbutikkerne og kioskerne er "helt med på bølgen" om, at unges brug af afhængighedsskabende produkter skal bekæmpes. Men ved at begrænse butikkernes salg flytter salget af produkterne i højere grad over på illegale markeder, mener formanden.
- Når der er en efterspørgsel, er der også et salg. Og så bør det salg holdes gennem lovlige kanaler. Så længe vi ikke har styr på den illegale handel og nethandlen, så mener vi, at man bør starte der, siger han.
Flere lande har indført tiltag
Regeringens initiativ centrerer sig generelt om børn og unge, hvor tilgængeligheden skal strammes. Det skal ske på en "balanceret måde", så voksne forbrugere fortsat kan købe produkterne.
Sophie Løhde talte i maj for første gang om regeringens intention om at skære i antallet af salgssteder på landsplan.
Her erklærede Kræftens Bekæmpelse sig hurtigt enig i, at indsatsen mod børn og unges forbrug kræver mindre tilgængelighed af cigaretpakken eller snusbøtten.
- I dag er tobak og nikotin næsten lige så tilgængeligt som slik og tyggegummi. Det er virkelig positivt, at man nu begynder at regulere udbuddet af produkterne, så færre børn og unge fristes til at bruge dem, forklarede administrerende direktør Jesper Fisker.
Ifølge Kræftens Bekæmpelse har flere andre lande gjort lignende initiativer. I Holland skal nikotinprodukterne i 2030 kun kunne købes i specialbutikker. Allerede nu er salget i almindelige supermarkeder blevet begrænset. Det samme er besluttet i Belgien, hvor det også er forbudt at sælge nikotinprodukter på festivaler.
I Frankrig og Ungarn sælges tobak kun i udvalgte specialbutikker, og I Finland kræver det en licens, hvis man vil lange tobak over disken.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.