Isoleringsproducenten Rockwool har set et bedre salg end ventet inden for erhvervsbyggeri i løbet af årets første kvartal. Derfor opjusterer selskabet nu sine forventninger til 2024. Nu forventer Rockwool en vækst i omsætningen på omkring midt-encifret procent. Tidligere lød forventningen, at salget ville ligge på niveau med 2023. Det skriver Rockwool i en selskabsmeddelelse.
Her offentliggør selskabet også salgstal for årets første tre måneder. Her har det solgt for 918 mio. euro, svarende til omkring 6,8 mia. kr. Det svarer til en stigning på seks pct. i lokal valuta.
Driftsoverskuddet har også taget et pænt spring på 46 pct., og det er i årets første tre måneder opgjort til 152 mio. euro. Det svarer til cirka 1,1 mia. kr.
Forventer at indtjeningen bliver udfordret
Ifølge Rockwool selv var der en "markant" stigning i salget inden for erhvervsbyggeri i Central- og Østeuropa. Men inflationen spøger fortsat, lyder det.
- Til trods for en god indtjening i første kvartal af 2024, ser vi fortsat en vedholdende inflation. Nogle driftsomkostninger er igen begyndt at stige, hvilket vi forventer at se effekten af i de kommende kvartaler, skriver Rockwool i selskabsmeddelelsen.
Derfor forventer selskabet at indtjeningen vil være mere udfordret i resten af året. For at kompensere for inflation vil selskabet indføre markedsspecifikke justeringer af salgspriser, lyder det.
I februar meddelte Rockwool, at den mangeårige topchef Jens Birgersson ville træde tilbage. I stedet skal Jes Munk Hansen fremover stå i spidsen for selskabet.
Har fået Rusland-kritik
Rockwool har i de seneste år fået kritik for sin fortsatte tilstedeværelse i Rusland. Modsat andre selskaber som Carlsberg og Grundfos har Rockwool valgt at holde fast i sine aktiviteter i landet.
Rockwool blev i november sortlistet af det ukrainske antikorruptionsagentur, som på engelsk forkortes NACP.
Virksomheden blev placeret på en liste over selskaber, der handler med den russiske stat og bidrager til det russiske militærbudget ved at betale skat i landet.
Rockwool har hele tiden forsvaret sine aktiviteter i Rusland med, at man vil forhindre, at russerne nationaliserer fabrikkerne, som det for eksempel er sket for Carlsberg.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.