Staten og kommunernes indkøbsservice har afsluttet genudbuddet af den fællesoffentlige aftale 50.25 Storkøkkenudstyr, hvor Oluf Brønnum og Co A/S har vundet alle tre delaftaler. Aftalen gælder de næste fire år og omfatter både isenkram samt maskiner med tilhørende service. Det oplyser SKI i en pressemeddelelse.
Tilbuddene er udelukkende vurderet på pris, da kvaliteten er sikret gennem en række mindstekrav. Ifølge et prisbenchmark er der et samlet besparelsespotentiale på 21 pct. beregnet på baggrund af gennemsnitspriserne i de indkomne tilbud.
- Vi har haft et klart fokus på at sikre skarpe priser på et sortiment, som matcher de reelle behov i den offentlige sektor. Derfor er vi meget tilfredse med resultatet, for der vil generelt være besparelser at hente, samtidig med at kvaliteten er høj, siger Thomas Ginnerup-Nielsen, der er udbudsdirektør for vareudbud i SKI.
Benchmarket er baseret på gennemsnitsberegninger af samtlige modtagne tilbud, og det konkrete besparelsespotentiale kan derfor variere mellem organisationer. Økonomistyrelsen opgør desuden benchmarket særskilt for staten.
Den nye aftale omfatter et væsentligt større sortiment end den tidligere og rummer flere tusinde varelinjer målrettet både mindre køkkener og større produktionskøkkener. Udvidelsen er sket i samarbejde med en ekspertgruppe med repræsentanter fra kommuner, styrelser og politiet.
I udbuddet er der samtidig stillet skærpede krav til materialer, energieffektivitet og mulighed for forebyggende service med henblik på at forlænge produkternes levetid og reducere klimaaftrykket. Som noget nyt indgår også gængse reservedele og tilbehør i sortimentet, og der kan indgås abonnementsaftaler, som giver mulighed for at købe reservedele og tilbehør i op til fem år ud over garantien.
Aftalen dækker hele staten, 93 kommuner, fem regioner samt øvrige offentlige organisationer, herunder selvejende institutioner og selvstændige offentlige virksomheder. Den er i standstill frem til 12. marts, hvorefter kontrakten forventes underskrevet.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














