
Flere og flere byggerier bliver certificeret med Svanemærket, og i januar var næsten 50.000 svanemærkede lejligheder, huse, skoler og daginstitutioner enten opført eller under konstruktion i Norden.
I 2016 blev det muligt at svanemærke skoler, og allerede året efter begyndte man i Norge at opføre den første svanemærkede skole i Norden. Nu følger de danske kommuner trop med byggeriet af den første permanente skole i Guldborgsund Kommune og de første midlertidige skoler i Københavns Kommune.
Men de tre skoler bliver kun de første af mange, mener direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen.
- I takt med kommunernes øgede fokus på grønne indkøb og bæredygtige byggerier – og med det øgede fokus på bæredygtigt byggeri generelt – bliver svanemærkede skoler derfor et naturligt valg for flere og flere kommuner, siger han.
Verdensmålsskole
Svanemærket er Nordens officielle miljømærke og er med til at fremme cirkulær økonomi, reducere klimabelastningen og er et stærkt redskab til at realisere FN’s 12. verdensmål om at sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer.
I Sundby i Gulborgsund er man ved at opføre en svanemærket skole. Skolen er en såkaldt verdensmålsskole og bliver samtidig den første permanente, svanemærkede skole. Kommunen har truffet et bevidst, politisk valg om at investere i bæredygtigt byggeri.
- Den nye skole får et af de fineste kvalitetsstempler med Svanemærket, og jeg er stolt af, at vi i Guldborgsund Kommune har taget den grønne førertrøje på, når det drejer sig om at investere i bæredygtigt skolebyggeri. Vi skriver danmarkshistorie inden for skolebyggeri, og vi kan allerede nu se, at vores ambitiøse og unikke skolebyggeri bliver bemærket på landsplan, fortæller Simon Hansen (S), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget.
Skolen i Sundby forventes at stå færdig i sensommeren 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.