I en sag om trusler om bomber mod flere skoler rundt om i landet har anklagemyndigheden netop rejst tiltale mod to personer. Det oplyser Københavns Politi fredag.
Dermed er der taget endnu et skridt fra myndighedernes side efter en bølge af trusler, som blev indgivet via Aula, skolernes kommunikationsplatform, tilbage i november 2019.
Efterforskningen stod på i flere måneder og fik udgangspunkt i Midt- og Vestjyllands Politi, hvor den første trussel blev modtaget.
Med bistand fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center lykkedes det at finde frem til flere mistænkte.
Ikke et klassisk hack
I maj sidste år blev fire unge i alderen fra 13 til 18 år anholdt i Nordsjælland, på Frederiksberg og på Fyn.
Selvom de anholdte er en del af en hackergruppe, var der ikke tale om, at Aula blev hacket i klassisk forstand, forklarede politiinspektør Claus Birkelyng fra Rigspolitiet i forbindelse med anholdelserne.
- Her er der nok snarere tale om, at nogle børn og unge er blevet franarret deres brugernavn og password i forbindelse med et onlinespil, som gerningsmændene så har brugt til at få adgang, sagde han.
Politiet har tidligere talt om, at sagen drejede sig om 17 bombetrusler mod skoler i fem forskellige politikredse.
Men i Københavns Politi ønsker anklagerfuldmægtig Andreas Juhl fredag ikke at frigive detaljer om det anklageskrift, som er udfærdiget.
Han oplyser dog, at to personer er blevet tiltalt for trusler, og at sagen skal afgøres af Københavns Byret. Hvornår det sker, vides endnu ikke.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.