
Advokatundersøgelsen af Elbit-sagen bliver yderligere forsinket. Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Sagen handler om forløbet omkring indkøbet af våbensystemer fra det israelske selskab Elbit, hvor der blev videregivet forkerte oplysninger til Folketinget. Advokatundersøgelsen bliver forsinket i yderligere to måneder.
Den oprindelige advokatundersøgelse skulle have været færdig 1. april, men blev siden både udvidet og forsinket. Den var ventet færdig i juli, men er altså forsinket endnu en gang.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det her skal trække ud. Forsinkelsen er ikke optimal, men det er også vigtigt, at vi får en grundig afdækning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.
Det er på grund af tekniske udfordringer med at "udlevere mailbokse og udlæse sms-beskeder til brug for undersøgelsen", som er skyld i forsinkelsen. Disse problemer er nu løst, oplyser ministeriet.
Gav forkerte oplysninger til Folketinget
Elbit-sagen drejer sig om køb af nyt artilleri til Danmark. Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) videregav forkerte oplysninger til Folketinget om deadline for indkøb af det nye artilleri fra israelske Elbit. Folketinget fik at vide, at deadline var i slutningen af januar 2023, mens det retteligt var i juni samme år.
Jakob Ellemann-Jensen sagde selv, at han handlede i god tro. Sagen kostede departementschef Morten Bæk jobbet i Forsvarsministeriet. Siden har sagen udviklet sig med flere problemer. I begyndelsen af april i år kunne Troels Lund Poulsen melde, at de indkøbte systemer, kendt som Atmos- og Puls-systemerne, bliver forsinket med omkring et år.
Det forventes dertil, at de kan blive op mod en milliard kroner dyrere. Elementet om fordyrelsen undersøges.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.