Vallensbæk finder driftsherre for kommende friplejehjem
Friplejehjemmet med 48 boliger bliver en del af Egeskov Byhave i Vallensbæk, der bliver et område med blandede byfunktioner, herunder både boliger og erhverv.
Foto: Green Living og Ikano Byg.

Vallensbæk finder driftsherre for kommende friplejehjem

Diakonissestiftelsen skal drive et nyt friplejehjem med 48 boliger i Vallensbæk Kommune.
24. NOV 2022 9.48

VALLENSBÆK: Der blive flere og flere ældre i Danmark og det skaber efterspørgsel på plejehjemspladser. Det oplever de bl.a. i Vallensbæk Kommune, der har venteliste til kommunens plejeboliger. Derfor har kommunalbestyrelsen besluttet at lade udviklingsselskabet GreenLiving stå for byggeriet af et nyt plejehjem. Til at stå for driften af det nye friplejehjem, når det efter planen står færdigt i2024, har kommunen indgået aftale med velfærdsorganisationen Diakonissestiftelsen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi har valgt et samarbejde med Diakonissestiftelsen, fordi de er en nonprofit organisation med et stærkt, menneskeligt værdigrundlag og et godt brand. Vallensbæk Kommune får en erfaren leverandør af pleje med høj faglighed uden selv at skulle bygge og drive plejehjemmet. Vi har en vision om, at ældre borgere skal have en værdig pleje og omsorg, det er jeg sikker på at Diakonissestiftelsen er garant for, siger Henrik Rasmussen (C), der er borgmester i Vallensbæk Kommune.

Diakonissestiftelsen har til huse på Frederiksberg og har desuden et plejehjem i Gentofte. Konstitueret administrerende direktør Janne Elsborg glæder sig til at få mulighed for at brede organisationens ydelser ud til borgerne i Vallensbæk.

- Vi har i hele planlægningsfasen haft et rigtig fint samarbejde med Vallensbæk Kommune, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde, hvor vi både hver for sig og sammen kan skabe rammerne om et godt ældreliv i Vallensbæk, tilføjer hun.

amp