dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Virksomheder skal nu følge nye EU-regler om bæredygtighedsrapportering

Folketinget har i dag vedtaget lovforslag, som implementerer nye EU-regler om virksomheders bæredygtighedsrapportering.

De største danske virksomheder vil fremover blive mødt af nye rapporteringskrav, der forpligter dem til at oplyse om deres arbejde med bæredygtighed. Det kan bl.a. omfatte data om deres miljø- og klimaaftryk, men også om f.eks. arbejdsforholdene hos deres underleverandører er i orden.

Det har Folketinget i dag besluttet med vedtagelsen af lovforslaget om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet er formålet med lovforslaget at understøtte gennemsigtighed i den grønne omstilling og dermed give konkurrencefordele for danske virksomheder i et mere og mere bæredygtigt marked. Regeringen anerkender, at omstillingen til de ny rapporteringskrav i første omgang er en omkostningstung udfordring for virksomhederne. 

- Når vi tydeligt kan se, hvem der reelt er grønne, og hvem der pynter sig med lånte fjer, vil det gøre en kæmpe forskel for den grønne omstilling. Danske virksomheder er langt fremme, når det gælder bæredygtighed, og de nye regler vil styrke virksomhedernes konkurrenceevne og skabe vækst og arbejdspladser. Men vi må ikke undervurdere, hvilken opgave vi pålægger virksomhederne. Derfor er det vigtigt, at omstillingen bliver så smidig og håndterbar som mulig. Det er en forudsætning for, at vi kan høste frugterne af lovgivningen, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S). 

Erhvervsstyrelsen vil hjælpe virksomheder

I de kommende år har Erhvervsstyrelsen stort fokus på vejledning og hjælp til virksomhederne med omstillingen. Styrelsen har bl.a. lanceret en digital vejledningsindsats på Virksomhedsguiden, som særligt skal hjælpe SMV’er.

Et af kravene til bæredygtighedsrapporteringen er, at den skal forsynes med en revisorerklæring med begrænset sikkerhed. Regeringen er opmærksom på, at det stiller nogle nye krav til revisorer, og at det kan føre til, at revisorer bliver en flaskehals for rapporteringen.

Derfor vil erhvervsministeren i næste folketingsår fremsætte lovforslag om at tillade uafhængige erklæringsudbydere at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering, oplyser ministeriet.

amp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.