Rejseselskab varsler ekstraregninger til sommerferiekunder
14. APR 2026 9.30
Forhøjede brændstofpriser betyder, at ferien bliver lidt dyrere for flere Bravo Tours-kunder.
Rejseselskabet Bravo Tours sender nu varsler ud til kunder om, at der er ekstraregninger på vej på grund af de stigende priser på brændstof.
Det skriver TV 2, der har talt med administrerende direktør Peder Hornshøj. Han kalder situationen "ekstraordinær" og "grotesk".
- Det har kostet os rigtig mange millioner kroner, det her. Det er klart, at det kan vi ikke blive ved med at absorbere, uden at vi gør noget, siger Peder Hornshøj, til TV 2.
Loven giver rejseselskaber mulighed for at opkræve op til otte procent oven i den oprindelige pris, når prisen på brændstof stiger.
Kunderne skal varsles senest 20 dage før afrejse, og ifølge Peder Hornshøj drejer det sig typisk på en efterregning på omkring 200 kroner pr. person.
/ritzau/












