dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

FAKTA: Spionudvalg bliver større og medlemmer udskiftes

28. FEB 2024 15.17

Med ny aftale skal der ske store forandringer i Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET).

Før 2020 var der næppe mange danskere, der helt havde styr på, hvad Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) var for en størrelse.

Men med en hård kritik af ledende FE-medarbejdere i 2020, herunder spionchef Lars Findsen og efterfølgende hjemsendelse, fik tilsynet opmærksomhed i offentligheden.

Nu er der indgået en ny politisk aftale, der forandrer tilsynet på flere områder.

Læs mere om tiltagene her:

* Nuværende medlemmer skal udskiftes:

For nuværende består udvalget af landsdommer Michael Kistrup som formand for TET, mens Pernille Christensen fra Kommunernes Landsforening, professorerne Henrik Udsen og Rebecca Adler-Nissen samt direktør for Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Alle medlemmerne i udvalget skal erstattes af andre, lyder det i den nye aftale. De nye medlemmer skal have erfaring inden for udenrigsemner, sikkerhedsstof og efterretningsmæssige forhold.

* Spionudvalg i Folketinget får vokseværk:

I Folketinget findes Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne. Her sidder fem medlemmer, men fremover skal der være flere. Alle partier med ti eller flere mandater skal have plads, lyder det i den nye aftale.

* Politiets Efterretningstjeneste (PET) kan undlade at give oplysninger til TET:

I helt særlige tilfælde skal PET have mulighed for at undlade at give oplysninger til TET. I aftalen lyder det, at der ”helt undtagelsesvist” kan foreligge situationer, hvor PET ikke kan give oplysninger på grund af mulig skadevirkning for statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter, skrives det.

* Der skal være styr på TET's kommunikation:

Som udgangspunkt skal TET's kommunikation med offentligheden ske ved årlige redegørelser i relation til PET. Tilsynet vil skulle orientere justitsministeren og udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, hvis tilsynet i andre tilfælde vil kommunikere til offentligheden.

* Whistleblowerordning flytter hus:

Der findes i dag en ekstern whistleblowerordning for PET, som er placeret under Justitsministeriet. Fremover skal denne placeres i TET.

* Tættere samspil mellem Folketingsudvalg og tilsyn:

Tilsynet skal ved sine årlige redegørelser mundtligt orientere Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, som kan stille spørgsmål til tilsynets medlemmer. I særlige tilfælde skal tilsynet kunne deltage i møder i udvalget.

* Folketingsudvalg skal kunne anmode TET om at undersøge sager:

I "ekstraordinære situationer" skal Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne kunne anmode TET om at undersøge specifikke sager eller problemstillinger. Det kan eksempelvis gælde, hvis der er tale om sag, der har betydning for befolkningens tillid til efterretningsvæsnet i Danmark.

Kilde: Aftale om et styrket tilsyn med efterretningstjenesterne.

/ritzau/