Bolia åbner nye butikker og når salgsrekord
Bolia har åbnet otte nye butikker i løbet af et år. Selskabet er vokset både på omsætning og driftsindtjening.
Den danske designvirksomhed Bolia har i løbet af det seneste år åbnet nye butikker og øget sit møbelsalg.
I regnskabsåret 2024/2025 har Bolia således haft en vækst i omsætningen på 14 procent til 1,6 milliarder kroner.
Det skriver Bolia i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
Omsætningen er den højeste i Bolias historie.
I løbet af regnskabsåret har virksomheden åbnet otte nye butikker i Tyskland, Schweiz, Frankrig og Spanien, lyder det.
- Det seneste år har vi foretaget betydelige investeringer i designudvikling, bæredygtige initiativer og ekspansion - herunder nye Bolia flagship-butikker på attraktive beliggenheder i store europæiske byer, siger Bolias topchef, Lars Lyse Hansen, i pressemeddelelse.
I perioden har Bolia haft et driftsoverskud på 31,1 million kroner. Det er ni procent mere end året før, oplyser virksomheden.
Bolia er en dansk møbel- og designvirksomhed, som blev grundlagt i Aarhus i 2000.
Virksomheden er i dag ejet af Lars Larsen Group, som også ejer blandt andet Jysk, Ilva og Seng.
/ritzau/












