dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Tyrkiet: Sverige og Finland skal gøre mere for at få Nato-medlemskab

30. NOV 2022 15.55
Tidligst til næste år vil Sverige og Finland få afklaret, om Tyrkiet og Ungarn godkender Nato-medlemskab.

Sverige og Finland gør fremskridt. Men det er fortsat ikke nok til Nato-medlemskab.

Det fastslår Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ifølge Reuters. Udmeldingen kommer i forbindelse med Nato-landenes udenrigsministermøde i Bukarest i Rumænien.

- De to lande har taget nogle skridt, det anerkender vi. Men der er ikke sket nok i forhold til anmodninger om udlevering og indefrysning af terroristers midler, siger Mevlut Cavusoglu.

Han henviser til kernen i striden mellem Tyrkiet og især Sverige. Den går primært på de nordiske landes behandling af Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

PKK er på både EU's, USA's og Tyrkiets terrorliste. Men Sverige har faret for lempeligt over for kurdere med tilknytning til PKK, der har fået asyl i Sverige, mener Tyrkiet.

På Nato-topmødet i juni fik Sverige og Finland dog i første omgang Tyrkiet til at opgive landets veto mod en Nato-optagelse.

Ifølge aftalen mellem de tre lande skal Finland og Sverige til gengæld sætte hårdere ind over for kurdiske grupper og personer, som Tyrkiet betegner som "terrorister". Tyrkiet har også krævet, at Sverige udleverer et antal personer.

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, fastslog tidligere på måneden, at Sverige på daværende tidspunkt havde udleveret fire personer. Men Erdogan ønsker, at flere personer skal sendes fra Sverige til Tyrkiet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, forsvarede dog tirsdag de to nordiske lande. Det skete med henvisning til, at Sverige og Finland overholder principperne for retsstater.

Derfor kan man ikke udvise personer, medmindre der kan findes beviser for Tyrkiets anklager, lød det fra Stoltenberg.

For at Sverige og Finland kan tage det sidste skridt ind i Nato-kredsen, skal alle 30 medlemslandes parlamenter stemme ja til optagelsen. Det har 28 af de 30 Nato-lande gjort. Kun Tyrkiet og Ungarn har endnu ikke stemt.

For Ungarns vedkommende vil det ske til februar, når parlamentet samles igen efter julepausen. Ifølge den finske udenrigsminister, Pekka Haavisto, lagde Ungarn på Nato-mødet op til, at det bliver et ja.

- Det var en positiv besked. Det blev understreget, at Finland og Sverige er i samme båd, og at Ungarn ikke har nogen forbehold, siger Haavisto ifølge Reuters.

Tyrkiets præsident har tidligere ladet forstå, at han ikke ser problemer i forhold til Finlands medlemskab. Men det er forsat et åbent spørgsmål, hvornår Tyrkiet vil træffe en afgørelse om Sverige.

Tyrkiet har ikke sat dato på afstemningen i det tyrkiske parlament. Dermed fastholder Erdogan presset på Sverige og Finland til frustration for andre Nato-lande som Danmark, der gerne ser sikkerheden i Østersøregionen styrket med de to nordiske lande i Nato.

Den svenske udenrigsminister, Tobias Billström, vælger dog at se positivt på situationen.

- Vi havde et godt bilateralt møde tirsdag mellem Sverige, Finland og Tyrkiet. Min oplevelse er, at der sker fremskridt. Vi bevæger os fremad, siger Tobias Billström ifølge Reuters.

/ritzau/Reuters