dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
11 kommuner går sammen og køber nyt løn- og personalesystem til 876,5 mio. kr.
- Havde hver kommune stået for sig og lavet hvert sit udbud, ville resultatet for den enkelte kommune være dårligere end det, vi kan skabe sammen, siger Lene Østergaard Lunde, direktør for Kultur- og Økonomiforvaltningen i Køge Kommune.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

11 kommuner går sammen og køber nyt løn- og personalesystem til 876,5 mio. kr.

Alle kommunerne ligger på Sjælland, og det nye system vil omfatte cirka 9.000 medarbejdere. Samarbejde er vejen frem, mener direktør.
16. OKT 2023 6.15

11 sjællandske kommuner er gået sammen og har indkøbt et nyt løn- og personalesystem til en samlet aftale på 876,5 mio. kr. som løber over de næste 11 år.

Ved at gå sammen er det blevet muligt for kommunerne i højere grad at stille krav til leverandøren om en skræddersyet løsning, som vil omfatte cirka 9.000 medarbejdere på tværs af kommunerne. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

Et samarbejde på tværs af kommuner er vejen frem, mener Lene Østergaard Lunde, direktør for Kultur- og Økonomiforvaltningen i Køge Kommune og formand for styregruppen bag udbuddet i de 11 kommuner.

- Vi ønsker at udnytte mulighederne i digitalisering og effektivisering af en række arbejdsgange. Derfor arbejder vi ikke kun sammen om selve indkøbet af et nyt system men også om, hvordan vi anvender det. Ved at bruge kompetencerne på tværs af de 11 kommuner, sparer vi dels tid i den enkelte kommune, ligesom vi bliver bedre i fællesskab, siger hun.

Hun nævner også, at en ekstra gevinst ved det fælles indkøb er, at medarbejderne kan tage deres kompetencer med, hvis de skifter stilling mellem de pågældende kommuner.

- Havde hver kommune stået for sig og lavet hvert sit udbud, ville resultatet for den enkelte kommune være dårligere end det, vi kan skabe sammen. Når kommunerne samler sig om opgaven, bidrager det til større kvalitet og i sidste ende større arbejdstilfredshed for den enkelte medarbejder, der arbejder i systemet, siger Lene Østergaard Lunde.

De 11 kommuner er alle medlemmer af Digit – Digitaliseringsforeningen Sjælland. Der er tale om Greve, Guldborgsund, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse og Vordingborg Kommuner.

Kommunerne kommer på i tre bølger, således at den reelle kontraktlængde er otte år pr. kommune.

lal

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.